VIDEO Forbrugere i Kbh: Derfor fravælger vi svin

Der er store regionale forskelle, når det kommer til danskernes madvaner. Derfor rammes vi også forskelligt, når priserne stiger.

Selvom Danmark er et lille land, er der stor forskel på vores forbrugsvaner.

I byerne spiser vi mere oksekød og ryger færre smøger, mens danskerne i landområderne spiser mere svin, ryger mere, og bruger flere penge på brændstof.

Det er en del af forklaringen på, hvorfor de rammes hårdere af prisstigninger end københavnerne. Prisen på svinekød er steget med 11 procent, mens prisen på oksekød kun er steget med én procent.

Dine udgifter afhænger af dit forbrug

Udgifterne for en gennemsnitlig familie er vokset med mellem 7,6 og 11 procent fra 2009 til 2013. I hovedstaden er forbrugsudgifterne kun steget med fire procent.

Det viser en analyse, som Nykredit har foretaget for Politiken, på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.

- Påvirkningen fra prisstigningerne afhænger i høj grad af, hvad du putter i kurven, om du ryger og om du kører meget i bil. Altså afhænger udviklingen i dine udgifter af, hvordan du lever, siger forbrugerøkonom hos Nykredit, Johan Juul-Jensen til DR Nyheder.

Springer ofte svinekødet over

DR Nyheder tog mandag ud i et supermarked i hovedstaden, og her var det da også oksekød, der slog svinekødet i de fleste kurve.

- Jeg køber typisk oksekød. Det kan jeg bedst lide. Jeg bruger svinekød i mine frikadeller, men det er meget sjældent, siger Uffe Holm Christensen.

Også pensionisten Hanne Jensen springer ofte svinekødet over.

- Jeg køber ikke svinekød. Jeg synes, der har været så meget ballade omkring forbruget af antibiotika, siger Hanne Jensen.

Se hvad de handlende sagde i videoen øverst i artiklen. Her kan du møde Uffe Holm Christensen, Birthe Utzon Eriksson og Hanne Jensen.

Facebook
Twitter