VIDEO Fraværet af F35 skuffer tilskuere til opvisning

145.000 gæster fik ikke lov at se Danmarks næste kampfly på vingerne til Danish Air Show.

Det skortede hverken på saltomortaler eller farvet røg, da Danish Air Show 2016 i dag blev afviklet på Flyvestation Skrydstrup.

Mens det rekordstore publikum fik lov at se blandt andre de danske F16-piloter og tyrkiske Turkish Stars boltre sig på himlen, måtte de spejde forgæves efter det nye F35-kampfly.

- Jeg havde håbet, det var her, så vi var skuffede, da vi så det (at flyet ikke kom, red.), fortalte plastikkirug Frants Grymer ved siden af en model af kampflyet.

Også tekniker Preben Jensen, der tidligere har været ansat ved Flyvevåbnet, havde håbet at se en aktiv repræsentant for Danmarks milliardstore investering ved dagens opvisning.

- Det er jo lidt skuffende, at de bare kommer med sådan en mock-up. Når det nu er blevet besluttet, at det er den, vi skal have, er det ikke okay, vurderede han.

F35-producenten Lockheed Martin forklarer, at der er ikke nok aktive F35-kampfly i Europa til at kunne møde op til flyopvisningen.

- Vi ejer ikke nogen af de 219 F35-fly, vi har leveret. Så det er op til de enkelte lande, om de har lyst til at medbringe et fly til showet, forklarede Yung Lee, som har ansvaret for flyproducentens kampagne i Danmark.

Flyshowet afholdes hvert andet år på skiftende flyvestationer.

Se video fra flyopvisningen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter