VIDEO Grønlænderne der fik frataget deres sprog

Mød tre af de tidligere børn fra 'Grønlandseksperimentet'.

De blev tvunget til at tale dansk, skulle gå i dansk skole og måtte kun få besøg af deres familier om søndagen. Det var vilkårene for de 22 grønlandske børn, som i 1952 blev sendt tilbage til Grønland efter et år i Danmark.

De var en del af et social eksperiment foretaget af Red Barnet, Røde Kors og den danske stat. Meningen var at sende børnene et år til Danmark, så de kunne blive mere danske, få en bedre fremtid og hjælpe Grønland til fremskridt.

Sådan gik det dog langt fra. Størstedelen af børnene voksede op med store problemer.

- Jeg tror aldrig, jeg finder fred for det. Der er så mange situationer i livet, hvor det dukker op igen, og hvor jeg bliver ked af det og pludselig sidder og græder, siger Helene Thiesen, der var et af børnene i eksperimentet. Hun er i dag 71 år gammel.

Red Barnet har som de første valgt at give en officiel undskyldning til de tilbageværende fra eksperimentet. Det sker torsdag eftermiddag, hvor fire tidligere børn fra eksperimentet skal ind på Red Barnets kontor i København.

Se arkivbillederne fra dengang og hør tre af børnenes oplevelse af, hvordan det var at være med i eksperimentet i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter