VIDEO Han reddede lille pige fra voldsom hund

Lille pige kom i weekenden slemt til skade efter mødet med en stor hund. Hør faderen og pigens redningsmand fortælle den dramatiske historie.

Sven-Ulrik Beck Burchard greb omgående ind og sparkede hunden, der overfaldt den lille pige. (Foto: Aftenshowet på DR1)

Mødet mellem en stor og meget voldsom hund var i weekenden tæt på at skade og vansire den 5-årige Alina for resten af livet.

Pigen var på gåtur med sin bedstefar, da den store hund – af endnu ukendte årsager – kastede sig over barnet. Kun fordi flere snarrådige vidner omgående greb ind og hjalp familien, er pigen i dag udskrevet fra hospitalet og uden store men:

- Jeg kommer ned og kan høre, at der er sket noget. Det lyder meget højt.

- Det foregår ti meter fra min hoveddør, fortæller en af redningsmændene, Sven-Ulrik Beck Burchard, til Aftenshowet på DR1.

Angriber igen

Og han tøvede ikke med at gribe ind, da det gik op for ham, at en meget stor hund havde kastet sig over den lille pige.

- Jeg sparker den så hårdt, jeg kan, så den flyver igennem luften.

- Men den springer tilbage mod pigens hoved igen. Jeg holder så hunden nede, og der er en anden mand, der også er sprunget ind over dens bagkrop.

Faderen gik i panik

Alinas far, Nasir Ahmad, er i dag meget taknemmelig for den hjælp, Sven-Ulrik Beck Burchard og andre vidner gav:

- Hun er fuldstændig blødt til, fortæller han om minutter efter overfaldet, hvor han bliver genforenet med sin datter.

- Og jeg kan se et stykke hårbund med hud på. Der går det op for mig, hvad der er sket.

- Jeg er i panik og undersøger, om hun er skadet andre steder, fortæller Nasir Ahmad.

I dag vurderer faderen, at hunden alene har skadet Alina med sine kløer. Alligevel mener han, at sagen er så alvorlig, at den skal have konsekvens for den måde, hundeloven fremover administreres på:

- Bare nogle sekunder mere, så var det måske blevet meget mere alvorligt, mener han.

Se hele interviewet i videoen i toppen af denne artikel.

Facebook
Twitter