VIDEO Her har børn ingen adgang - indtil nu

Børnene Freja og Rasmus er gået bag murene i et fængsel og blandt andre mødt mennesker, der har slået ihjel.

Hvad er retfærdighed? Og hvad er en retfærdig dom?

Det er blot et par af de spørgsmål, som børnene Freja og Rasmus har taget med sig ind bag murene i Statsfængslet i Østjylland.

De to børn er hovedpersonerne i tv-serien 'Forbudt for børn', der har premiere i dag på DR Ultra.

Ideen med serien, som Finn Nørgaard har instrueret, er at bryde nogle af de tabuer, som børn kan have om livet i et fængsel. Og ikke mindst de mennesker, der arbejder der eller er indsatte.

- I Kriminalforsorgen håber vi at man ved at åbne op for dialog med børn om det at sidde i fængsel, kan skabe større viden og åbenhed og medvirke til at begrænse den stigmatisering som børn af indsatte ofte rammes af, siger Hannah Hagerup, socialfaglig konsulent i Kriminalforsorgen.

Tæt på børns virkelighed

Freja og Rasmus taler med seks kriminelle, som har begået forskellige typer forbrydelser. De tre af dem er rigtige indsatte og de tre andre er skuespillere, der formidler en ægte historie, fra en indsat, som ikke ønsker at lægge ansigt til.

- Det er vigtigt for DRUltra at være tæt på børns virkelighed - og det er virkeligheden for nogle børn, at deres forældre sidder i fængsel.

- At kunne fortælle de historier på en måde, der er vedkommende for alle de andre børn synes vi er en af vores fornemmeste opgaver som public service medie. SÅ derfor er vi rigtig glade for at kunne invitere børn ind bag fængslets mure og stille alle de spørgsmål, der trænger sig på til de indsatte, siger Kanalredaktør Kirstine Vinderskov.

Instruktør Finn Nørgaard blev dræbt under terrorangrebet mod Krudttønden i København, men serien er redigeret færdig med hjælp fra hans tidligere kolleger.