VIDEO Her konfronteres Kenni med 'bid i puden skat!': Det var ren spas og løjer

Det var ikke ondt ment, da Kenni Jensen sendte en sexistisk besked til Johanne Schmidt-Nielsen.

Når DR2 torsdag sender første del af dokumentarserien 'Ti stille kvinde', kan seerne få et indblik i de digitale - og ofte sexistiske - kommentarer, som kvinder, der blander sig i den offentlige debat, må lægge øre til.

Eksempelvis har Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, modtaget følgende besked, som hun selv mener "lugter lidt af voldtægtstrussel", da hun blandede sig i debatten om amning i offentligheden.

"Bid i puden skat! - Jeg kommer tørt ind! Tag det nu roligt med de der bryster altså… Tyg lidt i den altså er træt at alt det drama… vær glad altså!"

Personen, der sendte beskeden til Johanne Schmidt-Nielsen, var Kenni Jensen, men ifølge ham, skal partiets politiske ordfører ikke frygte ham.

- Den har ikke været ment som noget ondt eller 'nu kommer jeg efter dig'. Jeg kommer ikke og får hende til at bide i puden eller noget som helst. Der er ikke noget ondt i det. Det var bare ren spas og løjer, forklarer han i programmet til Michael Jeppesen.

Se Kenni Jensen blive konfronteret med sin hårde og sexistiske besked til Johanne Schmidt-Nielsen i videoen i toppen af artiklen.

Ammedebat blev lidt for meget

Ifølge Kenni Jensen var det ikke en kommentar, der var tænkt videre over. Det var blot noget, der var blevet snakket og joket om i løbet af dagen i hans klasse.

Derudover kom den oven på en dag, hvor amme-debatten var over det hele.

- Det var det eneste, man hørte i radioen. Det var det eneste, man så på i fjernsynet, og på Facebook poppede det op alle vegne. Til sidst blev det bare sådan lidt for meget, og så sagde jeg noget til det, forklarer han.

Troede ikke at hun fulgte med

Beskeden blev sendt til Johanne Schmidt-Nielsen på Facebook, og Kenni Jensen regnede ikke med, at den overhovedet ville blive læst.

- Jeg tænkte ikke rigtigt, at de sidder og kigger med i alle de der kommentarer, der er på Facebook, forklarer han.

Det første afsnit af 'Ti stille kvinde' sendes torsdag aften klokken 21.30 på DR2.

Facebook
Twitter