VIDEO Her slippes 39.000 havørreder ud i det fri

Havørred Fyn udsatte tirsdag 39.000 ørreder for at bidrage til en bæredygtig bestand. I alt skal mellem 500.000 og 700.000 havørreder sættes ud.

Flere end 500.000 små havørreder udsættes i disse uger på Fyn.

Det er erhvervsfremmeprojektet Havørred Fyn, der står bag projektet for at bidrage til en bæredygtig bestand.

De små baby-ørreder udsættes i de åer, hvor deres forældre kommer fra, og når ørrederne er voksne, svømmer de på bryllupsrejse hjem til deres forældres å, hvor de så selv vil bidrage til en bæredygtig bestand.

- Fundamentet for den velfungerende sportsfiskerturisme på Fyn og øerne er, at vi har en sund bestand af havørreder. Sportsfiskeri efter havørrederne alene genererer hvert år på Fyn mere end 64.000 overnatninger og en meromsætning på mindst 38 millioner kroner, fortæller Martin Jensen, der er marketingkoordinator i Havørred Fyn.

Godt for naturen, fiskere og økonomien

Det er 20. år i træk, at Havørred Fyn sætter yngel ud i de fynske vandløb, og tirsdag eftermiddag var fødevareminister Dan Jørgensen med til at sætte 39.000 ørreder ud.

- Det er helt fantastisk for både naturen men i særdeleshed for lystfiskerne og lystfiskerturismen, siger Dan Jørgensen.

- De lystfiskere, der kommer for at fange ørreder, lægger rigtig mange penge. Det er faktisk regnet ud, at Fyn tilføres over 4.000 kroner for hver fisk, der bliver hevet op af vandet. Så det er rigtig godt for naturen - men også for økonomien på Fyn, siger fødevareministeren.

Se fødevareminister Dan Jørgensen sætte 39.000 ørreder ud de fynske vandløb i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter