VIDEO Ikonisk forfatter om stemmeret: Jeg var den eneste ædru

Forfatter Thit Jensen var ikke imponeret over sine mandlige modstykker, inden stemmeretten blev en realitet for kvinder i 1915.

5. juni fejrer vi, at kvinder i Danmark har haft stemmeret i 100 år.

Forfatter Thit Jensen (1876-1957) levede mens stemmeretten endnu ikke var en realitet, og hun var meget lidt imponeret over sine mandlige modstykker dengang:

- Jeg har i mit liv aldrig set en sådan forsamling af fulde mænd, fortæller Thit Jensen til DR i 1951.

- De var så fulde, at hele pladsen stank. Og så stod jeg og tænkte ved mig selv: "Alle de, som går dér, lige fulde alle sammen, de har ret til at gå derind og stemme, men du har ikke. Og jeg er den eneste ædru!"

Stemmeretten og retten til at stille op til Folketinget blev heldigvis en realitet for kvinderne, med grundlovsændringen i 1915.

Helle Thorning: Det betyder noget

96 år senere, i 2011, fik Danmark også sin første, kvindelige statsminster, Helle Thorning-Schmidt (S).

Hun mener, at der stadig er meget at kæmpe for:

- Jeg tror, det betyder noget for vores land, og måske særligt de unge piger, at de kan se, at der ikke er nogen pladser i vores samfund, som piger og kvinder ikke kan få, fortæller Helle Thorning-Schmidt (S) til DR Nyheder.

100-året for kvinders stemmeret blevet fejret over hele landet fredag 5. juni. Se TV Avisens indslag om den historiske dag i videoen øverst her på siden. Tryk på afspil.