VIDEO Indehaver efter dom om foldekniv: Vi er alle gjort kriminelle

Det rammer os alle, når det nu er blevet ulovligt at eje en kniv, der kan åbnes med en hånd, forklarer indehaver af jagtforretning.

Med en bøde på 100.000 kroner i hånden er Steen Juul Riishede, medejer af Tommerup Jagt & Fiskeri, klar til at tage kampen op mod den lovgivning, som han kalder 'grotesk'.

Retten i Odense slog i dag endeligt fast, at det var ulovlige knive, som Steen Juul Riishede solgte i sin butik.

Ifølge dommen er alle foldeknive, der kan åbnes med én hånd, nemlig ulovlige.

Ulovligt at have en proptrækker

Det forarger Steen Juul Riishede.

- At have en proptrækker i hjemmet er ulovligt. At have en Stanley-kniv eller hobbykniv er ulovligt. Vi er alle gjort kriminelle fra nu. Det er da grotesk, siger han.

Steen Juul Riishede håber at få opbakning fra branchen, og at fællesskabet tager kampen op mod politikerne, så loven kan blive ændret.

Våbenhandlere kommer med forslag

Dommen falder heller ikke i god jord hos Danmarks Våbenhandlerforening, som kalder dommen 'foruroligende'. 

Foreningen foreslår, at våbenloven ændres, så det bliver tilladt at bruge foldeknive til det, der hedder anerkendelsesværdige formål. Det kan for eksempel være spejdere, sportsdykkere og jægere.

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan Steen Juul Riishede vil kæmpe, så politikerne hører ham.