VIDEO Jeppe på otte år synes det med Merkur er mærkeligt

Jeppe var en af mange børn og voksne som i dag var mødt op for at få et sjældent blik af planeten Merkur.

Stemningen var høj og forventningerne ligeså, da rumglade danskere stimlede sig sammen omkring teleskoperne på Ole Rømer-Observatoriet i Aarhus.

I dag kunne man nemlig få lov til overvære et sjældent astronomisk højdepunkt - en planetpassage.

Otteårige Jeppe Falstie Jensen var mødt op for at se, hvad det hele gik ud på.

Den lille dreng var dog ikke spor imponeret over det astronomiske tilbud, som gik ud på at holde øje med en meget lille plet på den meget store sol.

- Jeg synes, det ser lidt mærkeligt ud, fordi det ikke altid, den er der, siger Jeppe til dr.dk.

Der var selvfølgelig tale om solsystemets mindste planet, Merkur, som gennem syv timer tog turen forbi solskiven.

Det kunne følges flere steder i landet, blandt andet i Aarhus, hvor Ole Rømer-Observatoriet havde stillet kikkerter med sikker solfilter frem til gæsterne.

En Merkur-passage sker kun i gennemsnit 13 gange på et århundrede. Senest var det i 2003, men det er ikke altid muligt, at passagen kan ses fra Danmark.

Mød lille Jeppe i toppen af denne artikel.

Facebook
Twitter