VIDEO Kræftpatient får kemo hjemme i sin hængekøje

Målet for et nyt forsøg på Rigshospitalet er at flytte lægen og behandlingen hjem til patienten. Det nyder kræftpatienten Mette Hedegaard godt af.

I jagten på effektivitet og innovativitet har ledelsen for Rigshospitalet i København rådført sig med hospitalets læger og sygeplejersker, og det har ført til 75 konkrete ideer, som er blevet barberet ned til 10.

Ideerne handler om alt fra ammeambulancer over Skype-konsultationer til hjemmekemo, og sidstnævnte glæder kræftpatienten Mette Hedegaard sig over. Nu kan hun nemlig modtage kemobehandling i hængekøjen i baghaven.

- Det er lidt absurd, siger hun med et stort smil.

Bliver mindet om sygdommen på hospitalet

Mette Hedegaard henter selv kemoen på Rigshospitalet, og i stedet for at optage en hospitalsseng får hun kemoen med hjem i en taske, som hænger på hendes mave og er tilsluttet nogle slanger, der fører ind i Mette Hedegaards arterier.

Hjemmebehandlingen gav blandt andet Mette Hedegaard mulighed for igen at lave mad sammen med sin mand.

- På hospitalet bliver man hele tiden mindet om sin sygdom, men det gør man altså ikke på samme måde, når man er hjemme, siger hun.

Se hvordan det kan lade sig gøre, at kræftpatienten Mette Hedegaard kan modtage kemobehandling hjemme i hængekøjen, i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter