VIDEO Lastvognsblokade ophævet: Politiet har afhørt de tyske chauffører

Lastvognsblokaden på Esbjerg havn er ophævet, og de tilbageholdte tyske chauffører er blevet afhørt af politiet.

Vrede vognmænd blokerer Esbjerg havn i protest mod ulovlig cabotagekørsel i Danmark. Klik på play. (Foto: Mikkel Soelberg Christensen © DR)

Danske lastbilchauffører samles torsdag formiddag på havnen i Esbjerg for at protestere mod tyskere chauffører, som kører ulovlig cabotagekørsel i landet.

Torsdag formiddag blokerede en gruppe lastbilchauffører for tre tyske lastbilchauffører på havnen i Esbjerg i protest mod ulovlig cabotagekørsel.

Lastvognsblokaden blev ophævet umiddelbart efter, at politiet ankom til stedet, gennemgik takometrene i de tyske lastbiler og afhørte chaufførerne.

Politiet kan ikke bekræfte, at der har været tale om ulovlig cabotagekørsel, og derfor skal politiet nu løfte bevisbyrden, inden det kan ende med en bøde til de tyske lastbilchauffører.

Ulovlig cabotagekørsel i Danmark

Cabotagekørsel dækker over de ture, som udenlandske chauffører kører indenrigs i Danmark, fra de afleverer et internationalt læs, og til de samler et nyt op og forlader landet.

EU-reglerne giver lov til tre af disse ture, men meldingerne fra branchen er, at ordningen bliver misbrugt af billige, udenlandske chauffører, som laver internationale proformature for at køre cabotagekørsel i Danmark.

- Der bliver gjort for lidt

Lastbilchaufførerne i Esbjerg protesterer specifikt mod tyske chauffører, som ifølge de danske vognmænd kører ulovlig cabotagekørsel i Danmark.

- Vi ser det gang på gang, at dem, der kommer herop, de ligger og kører ulovligt. Der bliver gjort for lidt for det, og der bliver jo snakket om danske arbejdspladser, men det går jo lidt i vasken, hvis det her fortsætter, siger Lars Hove, der er en af de chauffører, som er med i aktionen, til DR Nyheder.

Se formiddagens lastvognsblokade i Esbjerg i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter