VIDEO Lissie kom ud af depressionen med elektrochok: Her får hun behandling

Hvert år får 1.700 patienter elektrochok i Danmark. En af dem er Lissie Starcke, der blev hjulpet væk fra selvmordstanker.

Forskere ved ikke præcis, hvorfor det virker, men man ved, at det har en fantastisk effekt: Elektrochokket, hvor flere hundrede volt sendes gennem hjernen.

Det er 80 år siden, at videnskaben begyndte at eksperimentere med det, vi i dag kender som elektrochok. Og herhjemme behandles 1.700 patienter med ECT, elektrochok, hvert år.

En af dem, der har været igennem behandlingen, er 79-årige Lissie Starcke fra Hjørring i Nordjylland.

DR Nyheder fik lov til at være med under behandlingen og har efterfølgende besøgt Lissie Starcke, der igen er hjemme i sin lejlighed i Hjørring.

Ville tage sit eget liv

En svær depression fik Lissie Starcke til at forsøge at tage sit eget liv med sovepiller. For at hjælpe hende væk fra selvmordstankerne, besluttede hendes læger i foråret at tilbyde hende elektrochok.

I dag fortæller hun, at hun ikke ville have kunne klare sig uden elektrochok

- Så tror jeg ikke, at jeg havde siddet her i dag. Faktisk ikke. Nej, for jeg så så sort på alting, siger hun.

Se Lissie Starcke få elektrochok og høre hende fortælle om sine erfaringer med behandlingen i videoen i toppen af artiklen.