VIDEO Orker på Folkemødet presser Mette Frederiksen på våbenloven

Socialdemokraternes formand har fået et nyt punkt til regeringensforhandlingerne.

Det er ikke nemt at være et krigerisk fantasivæsen i et land med så restriktiv en våbenlov som den danske.

Og hvad gør et par snarrådige orker så for at få ændret på det?

De tager til Folkemødet på Bornholm, hvor de passer den formentlig kommende statsminister op, får taget en selfie og klager deres nød. I nævnte rækkefølge, selvfølgelig.

Et par medlemmer fra rollespilsforeningen Bifrost dukkede i dag op på solskinsøen, hvor de svært bevæbnede med store slagvåben fik fat på Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen.

Efter at have lagt ansigtet i de rette, alvorlige folder lyttede hun til deres problemer med forbud mod små knive og armbrøster, der skyder med skumgummipile.

Restriktioner, der i den grad besværliggør livet som ork på krigsstien i de danske skove.

- Jeg tager det med til regeringsforhandlingerne allerede i morgen, lovede en grinende Mette Frederiksen de spidsørede, grønne væsener.

Facebook
Twitter