VIDEO Radiovært får chip i hånden: Jeg har altid drømt om at blive en cyborg

P1-værten Anders Høeg Nissen har fået skudt en lille chip ind i hånden, som i fremtiden vil kunne bruges til adskillige ting.

- Jeg har altid drømt om at blive en cyborg. En menneskemaskine. Lige siden 80'erne, hvor folk havde briller med indbygget digitalt display og kunne tilgå computerne, siger Anders Høeg Nissen med et smil.

Helt så langt er han ikke nået. Men Anders Høeg Nissen, som er vært og journalist på 'Harddisken' på P1, er kommet et lille skridt på vejen med den lille chip, han netop har fået skudt ind i hånden.

- Den kan bruges til at åbne låse, styre mobilen og måske tænde computeren, siger han om chippen, der er på størrelse med et riskorn, og som blev skudt ind med en stor kanyle.

Kan i fremtiden bruges til mange ting

Selvom det endnu ikke er alverden, chippen kan bruges til, forventer han, at mulighederne i fremtiden vil være mange. Jo flere mennesker, der får en chip i hånden, jo mere vil den kunne:

- Sådan noget som et Rejsekort, et id-kort til arbejdspladsen, et kreditkort eller nøgler. Man vil måske kunne udveksle visitkort blot ved et håndtryk, siger han.

I indslaget over artiklen kan du se Anders Høeg Nissen få skudt chippen ind i hånden. Læs meget mere om hans bevæggrunde og tanker i hans kommentar: 'Jeg har altid drømt om at blive en menneske-maskine'.

Facebook
Twitter