VIDEO: Rasmus gemte psykiske problemer bag irritation og raseri

Da mejeriarbejder Rasmus Kirketerp blev indlagt på psykiatrisk afdeling, vidste hverken venner eller kolleger, at han længe havde haft det skidt.

44-årige Rasmus Kirketerp arbejder som tappeoperatør på Bislev Mejeri ved Nibe i Nordjylland. Her havde han flere konflikter med kollegerne, mens han havde det allerværst.

Et forlist parforhold havde fået de sorte tanker til at bygge sig op i Rasmus Kirketerps hoved.

Tovtrækkeriet med ekskonen om datteren og omrokeringer på hans arbejdsplads var den cocktail, der fik bægeret til at flyde over og ramme hans nærmeste.

- Det gør mig ked af det at tænke på, hvordan jeg råbte ad min datter, fortæller han.

Havde selvmordstanker

Rasmus Kirketerp kom også i flere konflikter på jobbet og med kæresten på grund af sine frustrationer og dystre sindstilstand.

På de dårligste dage overvejede den i dag 44-årige tappeoperatør fra Svendstrup, om livet var værd at leve.

Han vidste, hvordan han ville gøre det, hvis de mørkeste tanker kom tilbage.

- Det er meget ubehageligt, når man er så langt ude, forklarer Rasmus Kirketerp.

Kæresten råbte ham op

Selvom det kan virke oplagt for andre, havde det slet ikke strejfet Rasmus Kirketerp, at det kunne være psyken, den var gal med, før hans daværende kæreste sagde, at han skulle til psykolog.

- Anden gang vi er deroppe, spørger psykologen, om ikke vi skal køre ind på den psykiatriske skadestue, for det er helt galt med mig, fortæller Rasmus Kirketerp, der blev indlagt i fire uger på den psykiatriske afdeling.

Han er ikke i tvivl om, at hans daværende kæreste har æren for, at han ikke nåede at komme længere ud, før der blev gjort noget ved problemet.

- Jeg kunne slet ikke tage hånd om noget som helst. Den dag i dag kan jeg ikke forstå, at man kan komme så langt ud, men det er nok fordi, at man ikke er åben og taler med nogen om det, forklarer Rasmus Kirketerp.

Pinligt at tale om det

Det er halvandet år siden at Rasmus Kirketerp fik hjælp.

- Jeg kunne jo have søgt hjælp meget før, gået til psykolog eller været åben om, hvordan jeg havde det, men det gjorde jeg ikke. Jeg vidste ikke, at det var det, der var galt, forklarer han.

Han går stadig til psykolog og fortæller nu åbent, hvordan han har det. Sådan var det ikke for halvandet år siden.

- Jeg var pinlig og flov over, at jeg var kommet så langt ud. Og når man har det sådan, så er det også svært at tale med nogle om det, forklarer Rasmus Kirketerp.

Vennerne bruger ham som fortrolig

Siden har Rasmus Kirketerp kun mødt positive reaktioner fra kolleger og venner.

Nogle af dem er endda begyndt at komme til ham for at vende deres egne personlige problemer.

- Jeg har et par kammerater, jeg er begyndt at snakke med nu her, efter jeg selv er blevet mere åben. For ikke så lang tid siden, kom den ene og sagde, at han synes, det er dejligt at komme ud til mig, for der kan man snakke om alt.

Datteren har han hver anden weekend, men den psykiske nedtur endte med at koste ham kæresten.

- Det gik ud over hende, at jeg havde det på den måde. Det sidder stadig i mig, at jeg mistede hende, forklarer han.

Hvis du eller en af dine pårørende har det, ligesom Rasmus Kirketerp havde det, kan du få hjælp hos Livslinjen. Ring på telefonnummer 70 201 201.

Facebook
Twitter