VIDEO Rikke fik afslag på drømmestudiet på live-tv – men hun tog fejl

For åben skærm fik Rikke Andersen afslag på drømmeuddannelsen. Men da kameraet var blevet slukket, fik hun uventede, gode nyheder.

Rikke Andersen fik for åben skærm afslag på drømmestudiet. Men da kameraet blev slukket, blev hun klogere.

Rikke Andersen fra Esbjerg sad klar ved sin computer i morges og ventede på den mail, der skulle fortælle hende, at hun var blevet optaget på læreruddannelsen Zahle.

DR2 Morgen fulgte med, da hun for rullende kameraer tjekkede sin mail. Men mailen kom aldrig. Og skuffelsen stod skrevet i ansigtet på Rikke Andersen.

- Jeg forsøgte at holde masken på tv. Men da jeg havde sagt farvel til folk, så blev jeg rigtig ked af det, siger Rikke Andersen.

Søster ringede med godt nyt

Da kameraet blev slukket og Rikke troede, at alt håb var ude, fik hun dog pludselig en uventet, men god overraskelse.

- Min søster ringede og sagde, at man skulle gå ind på en portal og se, om man var kommet ind. Man ville ikke få svar på mail, som jeg troede, siger Rikke Andersen, som fløj tilbage til computeren.

Følelsesmæssig rutsjetur

Hun fik logget sig ind på professionshøjskolen UCC's hjemmeside, og pludselig var en af sommerens kedeligste dage vendt til en af de bedre.

- Alle er blevet optaget på studiet, og jeg er også kommet ind. Så jeg er helt vild glad nu, siger Rikke Andersen.

Så det har i den grad været en følelsesmæssig rutsjetur, den kommende lærerstuderende har været på i dag.

- Det er underligt at gå fra at være helt vildt ked af det til at blive rigtig glad, siger Rikke Andersen.

Hun glæder sig nu til at starte studiet på Zahle den 17. august.

Se i videoen øverst, hvordan det så ud, da Rikke Andersen på live-tv troede, at hun havde fået afslag. Her kan du tjekke, om du er kommet ind på drømmestudiet.