Af Ida AndersenDronning Margrethe var klar i mælet om, hvorfor 18.april, hvor Slaget ved Dybbøl fandt sted i 1864, er mindeværdig.
- Det er for at minde de soldater, som kæmpede og faldt i 1864. Vi husker deres indsats og viser dem respekt, uanset om de var danske eller tyske, sagde hun, da hun holdt tale ved en mindehøjtidelighed i Kongeskansen.
Dronningen oplevede også tilbage i 1964 markeringen af 100-året for slaget.
- Jeg havde selv den store oplevelse at deltage i markeringen af 100-året for Slaget ved Dybbøl i 1964. En gribende begivenhed, som dengang bar et ganske tydeligt dansk præg.
Det var den sidste store krig på dansk grund, og det var en krig, der kom til at forandre Danmark radikalt, lød det fra dronning Margrethe.
- 50 år er nu gået siden den milde forårsdag i 1964. I dag mindes vi atter det skæbnesvangre slag, og vi kan se på slaget gennem nutidens øjbne i en tid, hvor danske og tyske flag kan veje fredeligt side om side. Denne dag må afspejle den samhørighed og virkelyst, som i dag kendetegner grænselandet, sagde Dronningen.
Nedenfor kan du se statsminister Helle Thorning-Schmidts tale til mindehøjtideligheden for Slaget ved Dybbøl. Statsministeren brugte muligheden til at ære de soldater, der kæmper i dag.
- I dag kæmper vores udsendte mænd og kvinder langt fra hjemmet, når de til lands, til vands og i luften er med til at løse internationale konflikter. De fortjener vores dybeste respekt og taknemmelighed dengang som nu, lød det fra statsministeren.