VIDEO Skrå riste og aflåste toiletter gør livet surt for de danske hjemløse

De hjemløse danskere får stadig dårligere mulighed for at finde sovepladser i de store danske byer.

En varm seng at sove i er en selvfølge for de fleste mennesker i Danmark.

For gadens mænd og kvinder er hverdagen dog en anden. Her flokkes de hjemløse om byens bænke og varme riste, når natten tager over.

Flere borgere er dog begyndt at klage til politiet over det stigende antal hjemløse. Problemet er særligt i de store byer, som København, Aarhus og Aalborg.

Men nu svarer de store byer igen - ved at gøre livet sværere for de hjemløse. Det skriver Kristeligt Dagblad.

En rist for nogen - en seng for andre

I København har en bygningsejer for eksempel hævet en rist med 15 grader, så den nu er en umulig soveplads. Tidligere brugte en hjemløs mand ellers risten som en seng, da en ventilator blæser varm luft op, og det gjorde risten til en lun fornøjelse på en ellers kold nat.

Tabita Nyberg Petersen, som arbejder som gademedarbejder hos Projekt Udenfor, fortæller, at de skrå riste blot er ét eksempel på, hvordan byens rum bliver ændret, så der bliver mindre plads til de hjemløse.

Blandt andet har flere bænke i København fået monteret armlæn, så man ikke længere kan ligge på dem. Og de små ændringer griber voldsomt ind i de hjemløses hverdag, fortæller hun.

- Det har stor betydning. For mange hjemløse er det ikke bare en rist eller en bænk. Det er sengen for natten, og det er den faste base, siger Tabita Nyberg Petersen.

- Hjemløse skal også på toilettet efter klokken 17

Sovepladser er ikke det eneste problem, som de hjemløse københavnere oplever.

Der er nemlig efterhånden langt mellem de gratis toiletter i København, ligesom flere af dem bliver aflåst om aftenen.

- Som hjemløs skal man jo stadig på toilettet, selvom klokken er slået 17.00, og det er nedværdigende, at det ikke kan lade sig gøre, siger Tabita Nyberg Petersen.´

Hun fortæller, at hun for nylig måtte give penge til en hjemløs med dårlig mave, da han ikke havde råd til at komme på toilettet.

Hjemløse er også mennesker

Tabita Nyberg Petersen har forståelse for, at mange borgere ikke nødvendigvis synes, at det er fantastisk med hjemløse, der ligger og sover på gader og stræder, men hun opfordrer til forståelse.

- Det handler om uvidenhed, og man føler sig utryg for det ukendte. Der er det rigtig vigtigt at huske på, at de hjemløse er mennesker ligesom alle os andre, og tit er det nok dem, der er mest bange, siger hun.

Anti-hjemløse metalpigge brugt i England

Tendensen ses også i udlandet, blandt andet i England hvor supermarkedskæden Tesco for nylig installerede anti-hjemløse metalpigge i hjørnerne uden for deres butikker, så de hjemløse ikke skulle bruget stedet som soveplads.

Piggene blev dog fjernet igen efter massive reaktioner på de sociale medier.

Se de skrå riste og et interview med Tabita Nyberg Petersen i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter