VIDEO Sømænd, blodige svaner og en trappe til ingenting: Se teatrets hemmelige steder

Gamle bygninger rummer mange hemmelige steder, og Gamle Scene på Det Kongelige Teater er ingen undtagelse.

Blodige svaner er udstoppede på Det Kongelige Teaters loft.

Det Kongelige Teaters Gamle Scene på Kongens Nytorv i København huser i dag primært balletdansere, teknikere og scenografer.

Men i tidens løb har der også arbejdet sømænd oppe under loftet på scenen. De trak i rebene og hejste tæpper og kulisser op og ned.

Selvom tæpper og kulisser i dag styres af en computer, er der et levn fra sømændene på teatret.

- Stadig i dag må man ikke fløjte herinde på scenen, fordi hvis man fløjter på et skib, kan det betyde, at der er stormvejr forude, og at der sker noget dårligt. Kommer man til at fløjte herinde, skal man i princippet købe en omgang, fortæller Lars Halby, der blandt andet er rundviser på Det Kongelige Teater.

Teatret gemmer også på et rekvisitrum oppe under taget. Her er der udstoppede dyr, som bliver brugt i forestillingerne - og både involverer fjer og blod.

Det tredje sted har Lars Halby engang opdaget ved et tilfælde, da han åbnede en forkert dør.

På væggen står der skrevet med blyant: "Trappen til ingenting 1986". Og trappen fører netop ned i et hul og stopper der. Den er så hemmelig, at selv Lars Halby og Det Kongelige Teater ikke aner, hvad den er til for og er blevet brugt til.

I videoen i toppen af artiklen kan du komme helt tæt på de tre hemmelige steder på Det Kongelige Teater, der normalt er skjult for offentligheden.

Facebook
Twitter