VIDEO Studievært ligger i ske med en professionel "krammer"

Kunne du forestille dig at få et kram af en professionel?

- Jeg får helt lyst til at røre ved dig.

Ordene kommer helt naturligt for Lucy Vittrup, da studieværten Mikkel Fønsskov sætter sig over til hende i Aftenshowets sofa.

Og det er faktisk ikke så sært, som det måske lyder. For Lucy Vittrup står nemlig bag "cuddling-instituttet", der åbner i København til januar.

Her vil man uddanne professionelle "cuddlere" - altså folk, der er uddannet til at give kram og røre ved folk.

Uden berøring er vi robotter

Ifølge Lucy Vittrup er det med at røre hinanden noget, vi er blevet rigtig dårlige til.

-Vi er holdt op med at røre hinanden. Vi er blevet bange for det. Blandt andet fordi vi har haft ret stort fokus på det med overgreb og sexchikane, som også er et kæmpestort problem. Problemet er bare, at vi er røget over i den anden grøft, mener hun.

Og der er brug for berøring i hverdagen. Ifølge Lucy Vittrup er berøring nemlig med til at sænke vores stressniveau, berolige os - og så har vi større tillid til dem, der har rørt ved os.

-Når vi holder op med at røre hinanden, så bliver vi til robotter, mener Lucy Vittrup, der blandt andet er uddannet psykoterapeut.

Betal for at blive rørt ved

Når cuddling-instituttet åbner i København til januar, vil det komme til at spytte professionelle krammere ud - men man kan også komme forbi instituttet og betale sig fra at blive rørt ved. -Man kan komme og blive berørt. Holdt om. Omfavnet. Af nogle, der er uddannet til at gøre det. Og man kan få denne her intimitet og nærhed, forklarer Lucy Vittrup.

Det kan jo lyde ret sært - så derfor kastede Aftenshowets studievært Mikkel Fønsskov sig på sofaen til en decideret "cuddling-session" med Lucy Vittrup.

Klik på videoen i toppen af artiklen for at se den intime session.