VIDEO Svineavler: Svært at nå ministerens antibiotika-krav

Det bliver svært at nå ministerens krav om at reducere antibiotikaforbruget på svin med 15 procent, mener svineavler.

Den halter på det venstre forben.

Svineavler Rasmus Poulsen fra Fårevejle finder en sprøjte med antibiotika frem, indfanger den skadede gris og giver den et skud antibiotika.

- Hvis jeg bare lod grisen være, så ville den gå til, siger Rasmus Poulsen.

'Det er ikke fordi, vi ikke vil'

Rasmus Poulsens svinestald i Fårevejle huser 1250 søer og 3000 smågrise. Han tjekker dagligt grisene for skader og sygdomme og mener, at det er meget ambitiøst, at svineavlere skal reducere brugen af antibiotika med 15 procent på fire år, som fødevareminister Dan Jørgensen (S) netop har indgået aftale om.

- Det er godt nok et ambitiøst mål. Det er ikke fordi, vi ikke vil det, men jeg tror, det bliver svært at nå, siger Rasmus Poulsen.

Ministeren nedsatte ekspertgruppe

Fødevareministeren og sundhedsministeren nedsatte i 2014 en ekspertgruppe, der skulle komme med en ny risikovurdering for de smitsomme MRSA-bakterier og pege på, hvordan smitten kan bremses. Det er på baggrund af ekspertgruppens konklusioner, at aftalen nu er indgået.

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan Rasmus Poulsen bruger antibiotika i svineproduktionen.

Facebook
Twitter