VIDEO Tårevædet Claes efter frikendelse: Nu skal jeg have en stærk bajer

Følelserne væltede frem hos Claes Toft Rasmussen, der onsdag blev renset for en dom, han allerede har afsonet.

Se Claes Toft Rasmussen komme ud fra retten og se interviewet med ham i videoen herover. Klik på play.

Det var en mand med våde øjne, der onsdag mødte pressen foran retten i Odense, hvor han lod følelserne få frit spil.

- Jeg er lettet. Jeg har ventet så længe på det, at jeg dårligt kan lade være at flæbe. Men jeg er stadig hidsig over det, siger Claes Toft Rasmussen til DR Nyheder.

I halvandet år måtte han ruske tremmer, dømt for et røveriforsøg, der aldrig har fundet sted. Men i dag, knap ti år efter, fik den 42-årige mand rettens ord for, at han har været uskyldigt fængslet.

Opdigtede røveri for at få opmærksomhed

Det var kokken Joe Christensen, der efter eget udsagn opdigtede historien om røveriforsøget, der fik sat Claes Toft Rasmussen i fængsel. Kokken har forklaret, at han dengang ville have opmærksomhed om sin person.

Han er siden blevet idømt to års fængsel for sine løgne, der stadig har store konsekvenser for Claes Toft Rasmussens liv.

- Jeg er gal, jeg er sur, jeg taber mig, jeg er frustreret. Det går ud over min kæreste og hele dagligdagen, og det har det gjort, lige siden sagen begyndte, siger Claes Toft Rasmussen.

- Når du går herfra, hvad skal du så?

- Så skal jeg ned og drikke en bajer. En rigtig stærk bajer, så jeg kan få det her lidt ud af knolden.

Se Claes Toft Rasmussen komme ud fra retten, og se interviewet med ham i videoen over artiklen. Klik på play.

Facebook
Twitter