VIDEO Tobias nægtet indrejse: Derfor afviste USA mig

Tobias Linde Schanz blev nægtet indrejse i USA, angiveligt fordi hans telefonnummer har tilhørt terrorafhørt.

24-årige Tobias Linde Schanz skulle på rundrejse i USA med sin familie i sommer, men han blev nægtet indrejsetilladelse og måtte blive hjemme.

Tobias Linde Schanz har ren straffeattest, men til gengæld har han haft et telefonnummer, der tidligere har tilhørt en mand, som Politiets Efterretningstjeneste (PET) har interesseret sig for.

- Jeg fik et nummer tildelt fra Telia, fordi jeg skulle have ny telefon. I marts måned blev jeg ringet op af en journalist, som spurgte, om jeg kunne bekræfte et dødsfald i Syrien, fortæller Tobias Linde Schanz til DR Nyheder.

- Der fandt jeg ud af, at det var ret alvorligt, siger han.

Kender flere terrorrelaterede personer fra Danmark

Politiken kender identiteten på telefonnummerets tidligere ejermand. Det er en person med udenlandsk baggrund, der kender flere terrorrelaterede personer fra Danmark og som flere gange har været afhørt af PET i forbindelse med terrorsager.

Den tidligere ejer af telefonnummeret er med stor sandsynlighed årsagen til, at Tobias Linde Schanz fik afslag på indrejsetilladelse.

- Jeg synes, at det er helt grotesk, at man kan gå ned og få et nummer, som burde have været i karantæne i længere tid, siger han.

- Det er meget ubehageligt. Man føler sig overvåget, og jeg bliver næsten helt paranoid, fortæller Tobias Linde Schanz, der skal vente alt fra to arbejdsdage til flere måneder på at få noget information fra den amerikanske ambassade i Danmark.

Se Tobias Linde Schanz fortælle, hvordan har oplevede afvisningen og efterspillet i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter