Video: Transbørn ledte an i Copenhagen Pride parade

Regnbuefest i København satte fokus på retten til at skifte køn.

Der var regnbueflag overalt i de københavnske gader her til eftermiddag, da den årlige parade Copenhagen Pride endnu en gang hyldede LGBT-miljøet - det vil sige homoseksuelle, transseksuelle, biseksuelle og alle andre seksuelle minioriteter.

Men forreste række i paraden så ikke helt ud, som den plejer. I år havde arrangørerne valgt at lade transkønnede børn og deres forældre gå forrest i optoget med omkring 50.000 deltagere.

Det sker efter sommerens politiske debat om reglerne for kønsskifte, og for forældrene til børnene i paraden er det en vigtig støtte.

Helge Sune Nymand er næstforperson i foreningen til støtte for transkønnede børn, og så er han også far til en 6-årig, der blev født som dreng, men føler sig som pige.

- Lige siden hun fik et sprog, har hun prøvet at fortælle os det på alle mulige måder. Hvis jeg havde lavet aftensmad, kunne jeg finde på at råbe: "Drenge, nu slukker i fjernsynet og kommer over og sætter jer”, men så ville hun stille sig op og stampe i gulvet og sige: ”Jeg er ikke en dreng, jeg er en pige”, fortæller han.

Derfor arbejder han i foreningen for, at børn skal have ret til et juridisk kønsskifte i stedet for at vente til de bliver 18 år.

Et arbejde, foreningen i dag blev belønnet for med prisen Årets Laks, der uddeles af LGBT Danmark til personer eller orfanisationer, der tør bevæge sig mod strømmen.

For Helge Sune Nymand handler kampen om at forbedre hverdagen for sin datter.

- Hver gang der er et eller andet, hvor hendes papirer skal frem i en eller anden offentlig sammenhæng, så bliver hun simpelthen så angst for, at de ikke skal tro på hende, fortæller han og nævner en nylig overstået togtur gennem Europa, hvor paskontrollerne tog hårdt på datteren.

Facebook
Twitter