Vielsesdebat skiller stat og kirke

Et stort mindretal i den danske folkekirke er vrede over udsigten til vielser af homoseksuelle.

Flertal mod homovielser

Et stort mindretal i den danske folkekirke er vrede over udsigten til vielser af homoseksuelle, og fire ud af ti biskopper er i åbent opgør med kirkeministeren om sagen. Den ophedede debat udstiller behovet for at trække klarere grænser mellem staten og kirken og sætter turbo på udviklingen, vurderer flere eksperter.

Det skriver Politiken søndag.

Historisk krise

»Vi ser lige nu en historisk krise i fornuftsægteskabet mellem stat og kirke, og vi er på vej mod en separation af en art«, siger analytiker af kirkelige forhold og generalsekretær i Bibelselskabet Morten Thomsen Højsgaard til Politiken.

»Der er et retligt tomrum. Vi ved ikke, hvem der reelt bestemmer over salmebogen, og vi ved ikke, hvem der kan udarbejde ritualer om begravelse, dåb, gudstjenester og vielser. Det hører til kernen i religionsudøvelsen, og det er noget værre bøvl, at der ikke er klare linjer, så vi får skænderiet hver gang«, siger professor i religionsret ved Roskilde Universitet Lisbet Christoffersen til Politiken.

Belastet forhold mellem stat og kirke

Morten Thomsen Højsgaard forudser, at det knagende parforhold mellem en magtfuld stat og en stadig svagere kirke i første omgang vil resultere i en form for kirkeforfatning. Det vil sige, at kirken formelt får selvbestemmelse på bestemte områder og dermed også bliver en politisk størrelse.

»Det vil blive værdsat og billiget blandt mange både i og uden for kirken. Store dele af kirken vil gerne være herre i eget hus«, siger Morten Thomsen Højsgaard til Politiken.