Vikingeskibs-direktør: Det var en dramatisk aften

De ansatte på Vikingeskibsmuseet i Roskilde fik reddet de over 1000 år gamle vikingeskibe fra skader.

Torsdag og fredagens kraftige blæst har givet oversvømmelser især på Sjælland. Roskilde Fjord lå fredag aften mere end to meter over normalen.

De ansatte på Vikingeskibsmuseet i Roskilde har haft en dramatisk og lang nat.

- Det var meget dramatisk at være inde i bygningen. Vandet stod helt op til kanten af de store vinduesfacader. Det var rigtig ubehageligt, siger museumsdirektør Tinna Damgaard-Sørensen om natten til lørdag.

Vandet stod mod vinduerne

Torsdag og fredagens storm og kraftige blæst har givet oversvømmelser især på Sjælland. Roskilde Fjord lå fredag aften mere end to meter over normalen. Og det gav blandt andet problemer for Vikingeskibsmuseet, der ligger helt ud til Roskilde Fjord.

På museet var man især urolig for, at der kunne ligge ting i vandet, som kunne smadre ruderne og få vandet til at fosse ind i museumsbygningen, hvor de 1000 år gamle vikingeskibe stod.

- Man kunne bare høre store bølger, der slog ind mod bygningen, siger Tinna Damgaard-Sørensen.

Beredskabet og Roskilde Brandsvæsen havde hjulpet med at sikre hele vinduesfacaden med de store vinduer mod vandpresset.

Intet sket med skibene

De ansatte på museet kæmpede især for at holde vand væk fra vikingeskibene, der er over 1000 år gamle.

- Lige nu er der roligt igen. Der er heldigvis ikke sket noget med skibene. De står her og er pakket ind i plastik. Vi er i færd med at pumpe vand ud af bygningerne, og der er heldigvis ikke så meget i de rum, hvor vikingeskibene står, siger Tinna Damgaard-Sørensen.

Til gengæld er der kommet meget vand ind i andre af museets bygninger, hvilket har givet bygningsskader.

Oprydning de næste par dage

De næste par dage kommer til at gå med at pumpe vand ud af bygningerne.

- Nu skal vi have et overblik over, hvad der er sket med bygningerne. Og så tror jeg, at vi har en længerevarende periode foran os, før sagen er helt afsluttet. Men der går nok kun et par dage, før vi kører normalt igen, siger Tinna Damgaard-Sørensen.

Og så er der måske også et par medarbejdere, der skal have noget søvn. Nogle af medarbejderne har været på museet siden tidligt fredag morgen.

- Vi er trætte. Vi var i gang rigtig mange timer. Hatten af for medarbejderne. Det er imponerende, at alle stod på. Der var ingen, der lige skulle hjem. Vi har haft folk i vagthold hele natten. Så er der lige nogle, der har taget et par timers søvn på et lammeskind, fortæller museumsdirektøren.

Facebook
Twitter