- Vildt at hærværk ikke blev stoppet

Naboer til den autonome fest, som i aftes løb i det indre København udartede til omfattende hærværk, er chokerede over, at politiet ikke greb ind. En butiksejer har fået ødelagt varer for mindst 200.000 kr.

Morten Rittmeyer mener, at politiet skulle have grebet ind længe før hærværket begyndte.

- Det er vildt, at politiet ikke greb ind, siger beboer i det indre København, efter at han har taget skaderne efter en autonom fest, der udartede til hærværk, i øjesyn.

Morten Rittmeyer, som bor i Hyskenstæde, fortæller til DR Nyheder, at han allerede kort efter midnat, da festen lige var startet, så en 4-5 salatfade i området og talte med politiet, om at festen holdt folk vågne.

Greb ikke ind

Alligevel lod politiet festen fortsætte, og da hærværket med rudeknudsning, grafitti og ødelæggelser i de lokale forretninger begyndte, greb de ikke ind.

Det er politiets vurdering, at en indgriben ville have fået ødelæggelserne til at brede sig til andre steder i byen.

- Politiet kan da ikke bare gå fra en opgave, det gør de ikke, når der er mange fodboldhooligans, siger Morten Rittmeyer.

I en møbelforretning på hjørnet af Hyskestræde og Strøget er der sket omfattende skader.

- Der er ødelagt møbler for mindst 200.000 kroner og dertil kommer ødelæggelserne på facaden og de knuste ruder, siger Peter Vedel, som er general manager for Natuzzi i Danmark.

- Jeg er faktisk rystet over, at sådan noget kan ske i indre by, tilføjer han.

Ingen anholdt

Politiet har indtil videre noteret 40 tilfælde af hærværk i kvarteret. Ingen personer blev i aftes eller i nat anholdt i forbindelse med hændelserne.

Politiet har erkendt, at festen kom bag på dem. Men internetportalen Modkraft skrev onslag i en artikel om en "reclaim the streets"-fest.

Den formulering har tidligere dækket over uroligheder.

Facebook
Twitter