Ville du kunne blive dansk statsborger? Test dig selv med den dugfriske indfødsretsprøve

Flere end 6.600 håbefulde personer var tilmeldt prøverne i dag.

Det er i sidste ende det danske pas, der er på spil for de mange personer, der har tilmeldt sig prøven.

Eksamenssveden og nervøsiteten har helt sikkert indfundet sig i mange sprogcentre over hele landet i dag.

Her gik jagten efter et dansk pas nemlig ind for flere end 6.600 personer, der har skrevet sig op til at tage enten indfødsretsprøven eller medborgerskabsprøven.

Klokken 13.45 lagde de sidste kuglepennen ned og kan nu kun håbe på, at de har svaret rigtigt på mindst 32 spørgsmål for at bestå.

Fejl i pensum

Indfødsretsprøven indeholder 40 spørgsmål om danske samfundsforhold, kultur og historie, og man kan forberede sig til prøven ved at læse pensum - eller lærematerialet, som det også bliver kaldt - til prøven.

Men det lettere outdated pensum bør ikke give problemer ved dagens prøve. Styrelsen, som står for at lave prøven, er godt klar over problemerne og siger, at man ikke kan komme op i de dele af pensum, som i dag er forkerte.

Herudover er der fem aktuelle spørgsmål, der tager udgangspunkt i begivenheder, der har fundet sted de seneste seks måneder.

Indfødsretsprøven bliver afholdt to gange om året - i juni og november. Ved prøven for et år siden bestod 64,9 procent, og i november 2020 fik 59,7 procent nok rigtige svar til at bestå.

Test dig selv

Nedenfor kan du selv prøve kræfter med prøven, der lige er blevet offentliggjort.

For at blive dansk statsborger er der flere krav end at bestå prøven. Man skal:

  • Afgive en erklæring om troskab og loyalitet

  • Have tidsubegrænset opholdstilladelse og bopæl i Danmark

  • Have haft ni års uafbrudt ophold i Danmark

  • Ikke have begået visse typer af kriminalitet

  • Ikke have forfalden gæld til det offentlige

  • Forsørge sig selv (haft fuldtidsarbejde 3,5 af de sidste 4 år)

  • Dokumentere sine danskkundskaber ved en prøve.

  • Bestå indfødsretsprøven

  • Deltage i kommunes grundlovsceremoni

Kilde: Udlændinge- og Integrationsministeriet

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk