Ville du sætte livet på spil mod Nazityskland? Det gjorde teenageren Knud (der fik nummer 41.641 i berygtet koncentrationslejr)

Kampen mod den tyske besættelse startede som 15-årig. Derefter fulgte livsfarlig sabotage for en af landets sidste modstandsfolk.

(Foto: Illustrator: Phoebus Moreleón © dr)

Aalborg ligger mørk hen, da Knud Christensen og to kammerater lister igennem gaderne mod Nørresundby. Planen er lagt på forhånd, og med sig har de flere brandbomber. De er på vej til at sætte ild til tyske togvogne, der skal bringe gods til Norge.

Det er vinter 1943. Anden Verdenskrigs raser, og Nazityskland har for længst besat Danmark uden den store modstand fra stat og militær.

Men flere grupper af civile gør modstand. Blandt dem er Knud Christensen. En 17-årig skoledreng, der for to år siden lavede drengestreger. Nu sætter han livet på spil, velvidende at han løber en risiko.

Sabotagen lykkes, og togvognene går op i røg, mens flammerne lyser nattehimlen op.

- Det var en slags ilddåb i dobbelt forstand. Jeg var lidt euforisk, efter at det lykkedes, og nu havde vi gjort lidt mod besætterne, siger Knud Christensen.

’Vi skal aldrig overgive os’

Angrebet markerer det første alvorlige stykke sabotage i hans karriere som aktiv i modstandsbevægelsen. En karriere, der allerede tager sin spæde start den 9. april 1940 om aftenen. Under 24 timer efter Nazityskland invaderer Danmark.

Nyheden får han om formiddagen i skolen, hvor rektor læser den op for eleverne. Tyskerne havde slået til over hele landet, og den danske regering havde overgivet sig.

Og det er her, allerede i skolen, at 15-årige Knud Christensen kradser nogle ord ned i sit hæfte, som skulle definere de næste år af hans liv. Et teenageliv, som ligger langt fra det almindelige, og som de færreste 15-årige anno 2020 nok kunne se sig selv vælge frivilligt.

Hovedbudskabet er klart: ’Vi skal aldrig overgive os’.

’De er vores fjender, de skal bekæmpes’

Det er med udgangspunkt i de spontane ord og den umiddelbare beslutning, at journalist Niels P. York har sat sin farfar, den nu 94-årige Knud Christensen, i stævne til en radiofortælling med den muligvis sidste levende modstandsmand fra gruppen Dansk Samling i Aalborg. Det er den radiofortælling, der er grundlaget for denne artikel.

Niels P. York er vokset op med sin farfars fortællinger, og mens han fascineret har lyttet med, har han aldrig kunnet sætte sig ind i beslutningen om allerede som ung knægt at sætte sit liv på spil for den danske modstandskamp.

- Det er noget, jeg aldrig har forstået. At han som 15-årig bare sådan uden videre kunne tage sådan et standpunkt, siger Niels P. York.

Men sådan blev det, og allerede om aftenen den 9. april 1940 skulle Knud Christensen altså få sin første konfrontation med besættelsesmagten.

Hør Knud Christensen fortælle om frygten for at blive fanget, og hvorfor den ikke stoppede ham.

0:00

Foran familiens hjem i Hirtshals støder han på to tyske soldater, der spørger om vej til stationsforstanderen, fordi de skal afbryde et telegrafkabel til England. Men 15-årige Knud Christensen tager en hurtig beslutning og sender dem med en hvid løgn mod vandværksbestyreren i den anden ende af byen.

- Det var selvfølgelig ikke andet end en drengestreg, men det var en tilkendegivelse af, at man var modstander af dem, siger Knud Christensen.

Og det kom ud af en grundlæggende holdning, som lå i ham fra starten, og som kom til udtryk i de ord, han kradsede ned i sit hæfte.

- Det er vores fjender, de skal bekæmpes, vi skal gøre os fri af den besættelse. Den tanke har ligget i mig hele tiden, at vi var i krig med Tyskland. Det var ikke regeringens opfattelse, men det var min private opfattelse, forklarer Knud Christensen.

Karrieren i den aalborgensiske modstandsbevægelse

I foråret 1941 klipper han sammen med en kammerat en tysk telefonledning over, men sabotagekarrieren tager for alvor fart, da han i sommeren 1942 flytter til Aalborg for at gå på handelsgymnasiet.

Han bliver en del af modstandsbevægelsen hos gruppen Dansk Samling og begynder at trykke illegale blade. I vinteren 1943 udfører han brandangrebet på de tyske togvogne, og herfra følger en lang række sabotager og medvirken i våbennedkastning fra engelske fly.

- Selvfølgelig var man nervøs, men ikke på den måde, at man tænker, at man ikke tør være med til noget i den retning. Det var det job, man havde påtaget sig, siger Knud Christensen.

I takt med at modstandsbevægelsen bliver mere og mere dominerende, bliver nazisternes modsvar hårdere. I sommeren 1943 mister Knud Christensen for første gang en nær kammerat.

Under en våbennedkastning bliver Niels Erik Vangsted skudt og dræbt af tyskerne som den første modstandsmand i Danmark. En anden, Poul Sørensen, bliver taget til fange og henrettet nogle dage senere.

- Det var jo et chok og en sorg for os alle sammen. Det var en god og nær kammerat, der nu var gået den vej, som mange af os måske kunne gå selv, husker Knud Christensen.

Knud Christensen som ung og som ældre. (Foto: Nicklas Glad Korgaard)

Men drabet får hverken den unge Knud Christensen eller nogen andre til at genoverveje kampen mod nazisterne.

- Hadfølelsen til tyskerne blev ikke ringere af den grund. Tværtimod. Det gjorde mig i al fald endnu mere engageret. Der var ingen, der sprang fra som følge af det eller noget andet, der senere skete med forskellige folk.

I den her periode slår det hemmelige politi Gestapo sig for alvor ned i Danmark med henrettelser og gengældelsesmord, de såkaldte clearingmord, til følge. Men arbejdet fortsætter.

Hør, hvordan det går til, da Knud Christensen og modstandsbevægelsen udfører sabotage mod en fabrik.

0:00

Knud Christensen deltager blandt andet i sabotage med bomber på en fabrik, der arbejder for tyskerne, en befrielsesaktion af et ledende medlem af modstandsbevægelsen samt planlægning af stikkerlikvideringer.

Med krig følger risici

Selvom Knud Christensen undervejs får nys om Gestapos metoder med tortur af fanger, henrettelser og menneskelige forsøg i koncentrationslejrene, fortsætter han ufortrødent.

Og for at forstå den frygtløse tilgang til et ekstremt farligt arbejde skal man tage fat i begrebet krig, forklarer Knud Christensen.

- Risikoen var noget, man måtte kalkulere med, uanset hvad man lavede. Risikoen for at man blev arresteret, var der hele tiden, men jeg havde overhovedet ikke nogen betænkeligheder på trods af risikoen.

- Jovist var man bange, navnlig i begyndelsen, man var bange for, hvad der skete, hvis man blev taget og så videre, men det var ikke en frygt, der på nogen måde hæmmede en.

Hvorfor ikke?

- Fordi det var krig. For mit eget vedkommende var det ligesom at være soldat i en krig. Det er livsfarligt, men det er nødvendigt, siger han.

Gestapo og koncentrationslejren

Knud Christensens arbejde i modstandsbevægelsen fortsætter til den 11. oktober 1944, hvor Gestapo og SS-soldater møder op på hans arbejdsplads og anholder ham. Og det bliver starten på en modbydelig periode i hans liv.

- Tæsk hører med til bekendtskabet med Gestapo hele vejen igennem, siger han.

- Men det man frygtede allermest, det gjorde jeg i al fald, var, at man skulle komme til at afsløre noget, der trevlede modstandsbevægelsen op. Noget, der resulterede i, at folk blev arresteret og udsat for umenneskelig behandling.

Efter brutale forhør, to ophold i arresten og to ophold i Frøslevlejren går turen derefter mod den berygtede koncentrationslejr Dachau i Sydtyskland, hvor han får frataget navn og ejendele og i stedet tildelt et personligt nummer. 41.641 var det, så vidt han husker.

Her oplever han brutale forhold, sygdom og død. Blandt andet husker han, hvordan de afdøde blev håndteret.

- Der bliver de her lig så slæbt ud og lagt som ølflasker i kasser, siger Knud Christensen.

Men krigen slutter, og han slipper fra Dachau i relativ god behold og bliver bragt til Sverige i redningsaktionen 'De Hvide Busser'.

Og mens andre fra modstandsbevægelsen kæmpede med traumerne efter krigen, kunne Knud Christensen etablere familie og virksomhed og leve et normalt liv i Nordjylland.

Og når han nu 75 år senere vælger at fortælle sin historie, så skyldes det én bestemt årsag.

- Jeg finder det nødvendigt at minde de yngre generationer om, at det somme tider er nødvendigt at gå til kamp for noget, man synes, er det eneste rigtige, siger Knud Christensen.

Facebook
Twitter