Vindmøller belaster miljøet som skrot

Vindmøller er miljøvenlige, når vingerne snurrer rundt, men de er en belastning for miljøet, når de efter 20-30 år skal skrottes.

Især vingerne på vindmøllerne er svære og dyre at genanvende, fordi de er sammensat af mange forskellige materialer.

De ellers miljøvenlige vindmøller, er pludselig ikke så miljøvenlige, når de efter 20-30 år skal skrottes, skriver Berlingske Tidende.

Især når det gælder møllerne på havet, bliver det en kompliceret og dyr opgave, viser ny forskning.

I en videnskabelig artikel publiceret i International Journal of Technology, Policy and Management, skriver danske forskere, at vindkraftlandene i 2040 vil stå med flere millioner ton vindmølleskrot, hvoraf en del ikke kan genanvendes med dagens metoder.

Vinger volder problemer

Samtidig har selskabet Enron Wind beregnet, at det vil koste godt 30 millioner kroner at rive en havvindmøllepark med 30 møller ned, hvis den står syv kilometer fra land.

- Det er først og fremmest vingerne, der kan volde problemer. De er fremstillet af kompositter, det vil sige sammensat materiale, der er vanskeligt at skille ad i rene fraktioner, der kan genanvendes, siger hovedforfatteren på artiklen om vindmølleskrot, sektionsleder Per Dannemand Andersen, Institut for Planlægning, Innovation og Ledelse på DTU.

Han understreger, at problemerne ikke kan sammenlignes med affaldsproblemerne fra atomkraft. Men han mener, at fremtidens vindmølleskrot er så vigtig, at det bør tænkes ind, allerede når møllerne designes.

Ender på lossepladsen

Hos verdens største producent af vindmøller, danske Vestas siger vicepræsident for sikkerhed og miljø, Jakob Larsen, at virksomheden har udarbejdet såkaldte livscyklusanalyser, der også indfanger møllernes miljøbelastning i affaldsledet.

Han bekræfter, at vingerne typisk ender på lossepladsen, fordi de er komplicerede og/eller dyre at brænde eller genanvende.

Facebook
Twitter