Vingummipædagogik eller ej: Det er fedt og luksus at få penge for at lave matematik

I fem udsatte boligområder kan børn tjene penge på at løse matematikopgaver.

Fire 6. klasses elever i Fredericia har kastet sig over matematikopgaverne i 'Mod på Matematik'.

12-årige Wesal Jamal er en ambitiøs ung mand, der går op i sine karakterer. For de kan betyde, at han kan få sig en god uddannelse.

Derfor har han meldt sig til pilotprojektet 'Mod på Matematik'. Det er et digitalt værktøj, hvor skoleelever skal løse forskellige matematikopgaver som et supplement til den normale lektiecafé efter skoletid.

Som belønning for at have løst et af de to moduler i appen tjener de unge 75 kroner.

Wesal Jamal er en af de cirka 60 elever på sjetteklasse-niveau, der er med i pilotprojektet.

Og det er en ret fed idé at få penge for at lave matematik, hvis man spørger fire af projektets deltagere i Fredericia.

- Jeg kan godt lide matematik. Og så kan man tjene sine egne penge og mærke, hvordan det er at have sine egne penge. Så kan man bruge dem, som man vil eller spare dem op, siger Wesal Jamal.

Der er ingen af de fire unge, der betegner sig selv som matematiske genier. Men de har det alle fint nok med at lave lektier. For det er noget, man skal lave for at få gode karakterer, som har betydning for deres uddannelse, når de bliver ældre.

Wesal Jamal sidder med en gruppe af sine venner i et klublokale i Korskærparken i Fredericia.

Sammen om at lære

Her har de lige siddet i sofaerne og spillet Fifa på Playstation. Bag dem står et bordfodboldbord. Men selvom der er mange ting i nærheden af dem, der kunne friste dem til at lave andet end matematikopgaver, kaster de sig altså over regnestykkerne på iPad'en.

Det er da også en af idéerne bag 'Mod på Matematik´, at flere skal kunne sidde sammen og løse opgaverne.

- Jeg har meldt mig til for at være sammen med mine venner og lære matematik, siger Sara Burazorovic, der er 12 år.

Sadam Aidid Mohammed har det fint nok med matematik, men han synes, at det er lidt kedeligt.

Det sociale aspekt har da også været en grund til, at 14-årige Sadam Aidid Mohammed deltager.

- Man kan være sammen med andre, og så kan man lave noget, som man skal lave. Så man får også noget ud af det, siger han og fortsætter:

- Det er fedt, at man får penge for det, fordi man tjener jo penge for at have gået i skole til sidst, men det er efter flere år, hvor man har gået i skole og lært det. Men lige nu tjener jeg det lige med det samme.

Frygt for vingummipædagogik

Pilotprojektet er lavet af Danmarks Almene Boliger, og målet er ifølge organisationen at bryde den sociale arv blandt elever i udsatte boligområder.

Det tager mellem en time og halvanden at løse opgaver i to moduler i app'en, og så tikker der altså 150 kroner ind hos de unge mennesker.

Men det er stik imod folkeskolens formål om at give børn lyst til at lære mere. Det mener Niels Jakob Pasgaard, lektor i pædagogik på Via University College.

- Nogle kalder det vingummipædagogik. Når man fjerner belønningen, er det ikke sikkert, at den adfærd, man gerne vil fremme, er blivende, siger han.

De fire elever i Korskærparken er dog sikre på, at de kommer til at lave deres andre lektier, selvom de ikke får penge for det.

- Det er luksus med pengene, for så får man penge for at lave lektier i stedet for bare at lave lektier. Selvfølgelig vil jeg lave mine lektier, selvom jeg ikke får penge. Fordi det er noget, man gør, siger Wesal Jamal.

Rustan Maqsoudi har det på præcis samme måde. For man laver da sine andre lektier, selvom de ikke kaster kolde kontanter af sig.

Rustan Maqsoudi har meldt sig til projektet for at lære lidt mere og tjene lidt penge.

- Selvfølgelig ville jeg lave lektier, selvom jeg ikke fik penge for det. Det er vigtigt. Så man kan komme videre i livet og lære tingene, siger han.

Kammeraten Sadam Aidid Mohammed mener endda, at pengene kan være med til at få flere til at interesse sig for matematik.

- Jeg synes, at det er godt med pengene. For der er folk, der ikke magter det, fordi de synes, det er kedeligt. Men de får noget ud af det lige bagefter, siger han.

Pilotprojektet bliver i første omgang rullet ud i fem udsatte boligområder og tilbudt til omkring 60 elever i sjette klasse fra Fredericia, Gellerup, Kokkedal, Horsens og Bornholm.

Facebook
Twitter