Vinteren kommer: Slud og risiko for sne i denne uge

Efter 20 grader søndag bliver landet igen ramt af vinterligt vejr med slud og muligt sne, fortæller DMI.

Sne ved Kongens Nytorv i København. Foto er taget mandag den 21. januar 2019. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Ritzau Scanpix)

Mens man netop havde vænnet sig til lunt forårsvejr, truer vintervejr og muligt sne i horisonten.

I går nåede temperaturen op på 20,1 grader i Vester Vedsted ved Vadehavet, men nu kan der komme sne igen.

Det fortæller vagthavende ved Danmarks Meteorologisk Institut Lars Henriksen.

- Det bliver i skarp kontrast i forhold til vejret i weekenden. Mandag kommer der en kold front ind over os, der giver noget køligere vejr.

- Her får vi mellem 7 og 12 graders varme og masser af sol. Om natten kan temperaturen dog komme under frysepunktet, siger Lars Henriksen.

Varsler slud og risiko for sne

Vinden bliver let til frisk fra nordøst, men det bliver senere på dagen hård vind, oplyser DMI.

Om aftenen og natten bliver det tørt og klart vejr, men om natten kan det blive skyet i den østlige del af landet.

Desværre for de mange, der havde set frem til sol og forår, kan der komme sne i løbet af ugen.

- De næste dage bliver det gradvist koldere, da der kommer en jævn til frisk vind fra østlig og nordøstlig retning.

- Onsdag, torsdag og fredag bliver det mellem tre og syv grader i dagtimerne med byger af regn, hagl eller slud. Natten til fredag kan der sågar komme sne, siger Lars Henriksen.

/ritzau/

Facebook
Twitter