Virker det eller ej? 6.000 butiksansatte og kunder skal teste effekten af mundbind

Forskere fra Region Hovedstaden vil teste, om ansigtsmasker beskytter mod coronasmitte.

Benjamin Møller og hans kolleger i Bilka, Føtex og Netto skal være med til at teste, om mundbindene virker mod coronasmitte.

Siden Sars-udbruddet i 2002 har mundbindet været fast inventar i gadebilledet i adskillige asiatiske lande, men har aldrig rigtigt vundet indpas i Europa. Ikke før coronakrisen i hvert fald.

Senest har Østrigs myndigheder indført påbud om at bære dem i supermarkeder, og i rigtig mange europæiske lande diskuteres effekten af det lille stykke stof vidt og bredt.

Nu vil en række forskere fra Region Hovedstaden en gang for alle undersøge, om det giver mening at bruge mundbindet eller ej.

- Vi ser jo allesammen billeder fra Asien, hvor folk går på gaden med ansigtsmasker. Men det er aldrig undersøgt, om det faktisk hjælper, når vi anvender ansigtsmasker uden for hospitalet, siger professor på Rigshospitalets hjertecenter Henning Bundgaard, der er en af de fire forskningsledere på projektet.

Forskerne fra Region Hovedstaden har indgået et samarbejde med Salling Fondene, som har doneret fem millioner kroner til projektet.

- Vi gør det, fordi sikkerhed er førsteprioritet for vores medarbejdere og kunder, og hvis vi kan være med til at gøre en forskel lige nu, så vil vi meget gerne det, siger Per Bank, der er direktør for Salling Group.

Supermarkedsansatte bliver testpersoner

Salling Group stiller sine butiksansatte i Bilka, Føtex, Netto og Salling til rådighed for studiet, og det er frivilligt, om man vil tilmelde sig.

Forskerne skal have rekrutteret 6.000, der vil medvirke, inden søndag i denne uge, og de håber derfor også, at nogle af butikkernes kunder vil melde sig.

Halvdelen af forsøgspersonerne skal i 30 dage bære mundbind, så snart de bevæger sig uden for deres hjem. Den anden halvdel af forsøgspersonerne skal leve som normalt og følge myndighedernes anbefalinger under corona-epidemien.

Forsøgsdeltagerne skal teste sig selv i hele forsøgsperioden ved at pode sig selv og gemme prøven. Efter en måned analyseres alle test, og forskerne håber at have fundet svar på, om mundbindet beskytter - eller ej.

Halvdelen af forsøgspersonerne skal i en måned bære mundbind, så snart de forlader deres hjem. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Hvis det viser sig, at det beskytter os, vil det kunne hindre smitte og sygdom – men måske endda også kunne betyde, at vi kan åbne samfundet igen, fordi vi igen vil kunne køre med bus og tog på arbejde, siger professor Henning Bundgaard.

Ude i butikkerne er man generelt positivt indstillet overfor forsøget. Bilka-medarbejderen Benjamin Møller synes, det er en god idé, og vil gerne hjælpe til. Også selvom det er helt nyt for os her i Danmark.

- Det føles lidt sjovt. Jeg er ikke vant til at gå med maske. Men jeg tror bare, det handler om at gøre det til en vanesag, og lige så snart den ged er barberet, tror jeg ikke, det bliver noget problem overhovedet, siger Benjamin Møller.

- Jeg tror, at det vil hjælpe en lille smule på ikke at gå rundt og være så bange.

God effekt på hospitaler

Man ved, at mundbindet beskytter, når læger og sygeplejersker ifører sig dem på landets hospitaler.

Men i Danmark har sundhedsmyndighederne ikke hidtil haft dokumentation for, om det har samme virkning ude i det offentlige rum. Det er aldrig blevet systematisk undersøgt.

- Når man anvender det på sygehuset, kan kirurgen, der står og opererer, ikke klø sig i næsen, fordi han beholder ansigtsmasken på. Men når man bruger det ude i samfundet, kan det godt være, at det er anderledes, for så klør man sig måske alligevel på næsen under ansigtsmasken, siger forskningsleder Henning Bundgaard.

Man antager, at det nuværende coronavirus primært kommer ind via munden gennem dråbesmitte. Virusset kan overføres ved fysisk kontakt og ved kontaktflader, hvis man efter berøring fører hånden med virus op til munden.

Derfor ved man også, at mundbindet virker, hvis du bærer det, når du allerede ér smittet

- Hvis man er smittet, så er det effektivt at gå med en maske, for så er det den smittede, der beskytter os andre, siger professor Henning Bundgaard.

Mundbindsforsøget går i gang den 8. april, og det er muligt at melde sig som forsøgspersoner på Nettos, Bilkas og Føtex' facebooksider eller via linket her.