Virksomheder giver sexisme-ofre mundkurv på: 'Jeg må ikke tale om mine oplevelser med nogen'

De udbredte fortrolighedsklausuler skal afskaffes, mener blandt andet Dansk Kvindesamfund.

Forestil dig, at du sidder hjemme hos dine forældre sammen med din kæreste. Snakken falder på sexchikane.

Du er forsigtig med, hvad du siger. Det er en hårfin balance. Ikke så meget fordi du er bange for at træde nogle over tæerne, men fordi du ikke må fortælle dem om de psykiske og fysiske krænkelser, du selv har oplevet.

Det er virkeligheden for en del kvinder. Og én af dem er 'Sara'.

Hun kan ikke stå frem med sit rigtige navn. En fortrolighedsklausul, hun har sat sin underskrift på, forbyder hende nemlig at tale om den sag, som hun har indgået forlig med sin tidligere arbejdsplads om.

Sagen handler blandt andet om en hændelse, hvor Sara, da hun var 25 år gammel, blev taget på brysterne af en mandlig kollega til en firmafest.

- Jeg må ikke tale med nogen om det, selvom jeg rigtig gerne vil, fortæller Sara.

Fortrolighedsklausulerne bruges hyppigt på tværs af landets arbejdspladser og brancher. Det bekræfter både en lang række fagforeninger, som DR har været i kontakt med, samt Maria Rasmussen, der er advokat hos fagforeningen HK og ph.d. i sexchikane på arbejdspladser.

Klausulen giver både den krænkede og krænkeren mundkurv på i forhold til nogensinde at tale om sagen igen.

For virksomhederne handler det om at få lukket sagen. Ved at mørklægge det med en fortrolighedsklausul, kan andre ikke få den idé, lyder det fra Maria Rasmussen:

- De ønsker ikke, at andre ansatte i virksomheden skal lade sig inspirere af indholdet i et forlig. Og de ønsker heller ikke virksomhedens navn omtalt i medierne i sager om seksuel chikane.

Hun og Dansk Kvindesamfund mener, at der skal gøres op med den såkaldte 'hold mund'-klausul, så kvinder som Sara får lov til at tale om deres sag.

Se et eksempel på, hvordan formuleringerne i en fortrolighedsklausul kan lyde her:

Allerede fra starten oplevede Sara, at der var en 'hyggesexistisk' tone på den arbejdsplads, hun netop var blevet ansat på. Der blev ofte talt om kvinders påklædning, og der var en generel stemning af mandehørm, beskriver hun.

- Det var som om, at de gruppepressede hinanden til at være ubehagelige, sexistiske og grænseoverskridende. Man skulle ligesom opføre sig sådan, hvis man skulle være en del af deres klike, siger Sara.

Efter et års tid blev især festerne på arbejdspladsen mere ubehagelige og mere fysiske. En aften gik det med hendes egne ord helt galt.

- Jeg blev taget på brysterne af en mandlig kollega. En anden mandlig kollega filmede mine bryster, zoomede ind på dem og delte filmen på Snapchat til en gruppe af de øvrige mænd på kontoret.

- De efterfølgende dage og uger havde jeg det rigtig skidt. Jeg var frustrereret og ked af det, siger Sara.

Da hun senere henvendte sig til sin chef omkring den konkrete hændelse og den i øvrigt ubehagelige kultur, hun oplevede, var svaret: ’Hvad vil du have, jeg skal stille op?’ Derefter tog hun fat i sin fagforening.

På det tidspunkt havde Sara flere dårlige end gode dage på arbejdspladsen og blev derfor sygemeldt. Da fagforeningen henvendte sig til ledelsen med henblik på at føre en sag, blev hun fyret. Hun hørte ikke fra arbejdspladsen igen før fire måneder senere, hvor hun blev tilbudt et forlig med en økonomisk godtgørelse. Og en fortrolighedsklausul.

- Min fagforening anbefalede mig at underskrive aftalen. Og på det tidspunkt havde jeg ikke udsigt til en bedre løsning. Derfor underskrev jeg en aftale om fortrolighed for at beskytte mig selv.

I aftalen står der, at Sara ikke må tale dårligt om sin tidligere arbejdsplads, mens det samme gør sig gældende den anden vej rundt.

Ifølge Maria Rasmussen, der er advokat hos fagforeningen HK og ph.d. i sexchikane på arbejdspladser, bør fagforeningerne i stedet forsøge at indgå anonymiseringsklausuler:

Det kan have store konsekvenser for den enkelte, når man som Sara ikke kan tale om de hændelser, man har været udsat for, påpeger Maria Rasmussen.

- Når man som den krænkede vælger at gå videre med en sag om seksuel chikane, gør man det, fordi man gerne vil genoprette noget tabt selvrespekt. Og man vil gerne vise andre, at det er okay at sige fra. Og det formål forspildes, hvis man ikke kan fortælle, at man har haft en sag, og hvad den sag er endt med, siger Maria Rasmussen.

Og netop dét kan desuden også være med til at bevare en kultur, hvor sexchikane ikke er til åben debat på arbejdspladserne, lyder det fra Dansk Kvindesamfund.

- Man får ikke talt om den nultolerance-politik overfor seksuel chikane, der bør være. Det kan betyde, at nogle ikke tør tale om det næste gang, det sker. Og det kan være med til at opretholde et system, hvor dem, der begår krænkelser mod andre, kan bibeholde deres job og blive ved med at krænke, siger forkvinde for Dansk Kvindesamfund Helena Gleesborg Hansen.

Alternativet til et forlig med en fortrolighedsklausul vil ofte være en lang og opslidende retssag. Og derfor kan det være i ofrets interesse at lukke sagen ned, inden det når dertil, medgiver Dansk Kvindesamfunds Helena Gleesborg Hansen:

- Den proces, de skal igennem, kan være rigtig hårdt, så på den vis kan jeg godt forstå, at man hellere vil have en pose penge i hånden, hurtigt komme videre og væk fra det miljø, hvor det er sket.

På den måde bliver fortrolighedsklausulen ofte det bedste af to onder for ofrene, lyder det.

- Men det er med til at opretholde det underliggende problem. Derfor er det vigtigt at sige, at det her ikke er et individuelt problem, men et strukturelt problem. Derfor skal det løses på magthaverniveau, siger Helena Gleesborg Hansen.

Advokat for fagforeningen HK og ph.d. i sexchikane på arbejdspladser Maria Rasmussen anbefaler, at man i stedet for fortrolighedsklausuler indgår såkaldte anonymiseringsklausuler.

De giver mulighed for at fortælle om sagens indholdet, og hvordan den er endt, men uden at virksomhedens navn må omtales i den sammenhæng. Omvendt må virksomheden heller ikke nævne den krænkedes navn.

Hos fagforeningen Frie hilser man idéen om en anonymiseringsklausul velkommen, men ser problemer i at få solgt idéen til ledelsen ude på arbejdspladserne. For selvom offeret ikke må fortælle på hvilken arbejdsplads, vedkommende har oplevet krænkelser, er det stadig nemt at opspore.

- Det bliver en illusion om anonymitet, fordi man nemt kan slå op på ’LinkedIn’ eller lignende, hvor vedkommende har arbejdet. Dermed vil det være en noget mindre fordelagtig klausul for virksomhederne, siger Ole Østergaard, som er juridisk chef hos Frie.

DR har været i kontakt med en lang række fagforeninger, der alle peger på vigtigheden af åbenhed på området. Mange af fagforeningerne siger dog også, at fortrolighedsklausulerne i visse tilfælde kan være i offerets interesse, hvorfor det skal vurderes fra sag til sag.

Det samme svarer Dansk Arbejdsgiverforening, som ikke mener, at det er at feje sexchikanesagerne ind under gulvtæppet, når man beder alle parter om ikke at tale om det igen.

- Der kan være nogle forskellige hensyn, der både er knyttet til virksomhedens navn og de involverede personer - krænkeren og den krænkede -, som gør, at der ikke er nogen, der har en interesse i, at den konkrete sag kommer ud til offentligt skue, siger Pernille Knudsen, der er viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Kan man ikke risikere, at en krænker fortsætter med sin opførsel, hvis man underskriver en fortrolighedsklausul?

- En fortrolighedsklausul løser jo ikke nødvendigvis, hvis man har med noget serielt at gøre. Der er det jo op til ledelsen at sørge for, at det ikke sker igen, siger Pernille Knudsen.

Hun påpeger, at det er ledelserne i de enkelte virksomheders ansvar i det hele taget at forebygge seksuel chikane.

I dag har Sara blandede følelser omkring sin fortrolighedsklausul. Hun føler sig i sagens natur begrænset i forhold til at gå ud og fortælle sin fulde historie.

Men eftersom hun stadig kun stod i et tidligt stadie af et langt arbejdsliv, virkede det dengang som det nemmeste valg at sætte sin underskrift på forliget.

- Jeg gjorde det for at beskytte mig selv og min karriere. Men jeg har det ambivalent med det, fordi jeg føler, at min tidligere arbejdsplads slap for let. Mine tidligere kollegaer kender heller ikke den præcise årsag til, at jeg stoppede i firmaet. Og det er frustrerende.

’Sara’ er et dæknavn af hensyn til den fortrolighedsklausul, kvinden har skrevet under på. Hendes fulde identitet er redaktionen bekendt.

Facebook
Twitter