Virksomheder vil dyrke cannabis på dansk jord

I alt 13 danske virksomheder har søgt om at få lov til at dyrke medicinsk cannabis.

Lovforslag vil tillade danske virksomheder at dyrke medicinsk cannabis til patienter i kommende forsøgsordning. (Foto: VIBEKE TOFT © Scanpix)

Det vil fra 1. januar 2018 være muligt at få udskrevet cannabis på recept.

Det blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget sidste år. Spørgsmålet er nu, om den medicinske cannabis også skal kunne dyrkes på dansk jord.

Lovforslaget har 1. behandling i Folketinget i dag, men allerede nu har flere danske virksomheder meldt sig på banen.

I alt har 13 virksomheder søgt om tilladelse hos Lægemiddelstyrelsen til at få lov til at dyrke medicinsk cannabis. Og det glæder sundhedsordfører i Dansk Folkeparti, Liselott Blixt:

- Vi taler jo meget om, at det kan være en bekostelig affære, men ved at det (cannabis, red.) kan dyrkes i Danmark samtidig med, at der er flere, der vil dyrke det, så kan vi få en konkurrence, der kan bringe prisen ned, siger hun.

Lovliggørelsen af medicinsk cannabis til patienter vil være en forsøgsordning, der i første omgang gælder i fire år. Dermed bliver legalisering af cannabis til medicinsk brug snart en realitet.

- Det glæder jeg mig meget over. Vi har rigtig mange, der må kriminalisere sig selv for at få medicinsk cannabis. Det bliver de nødt til, fordi de har prøvet rigtig mange andre lægemidler, men når de har prøvet medicinsk cannabis, så har det hjulpet dem, siger Liselott Blixt.

Fra plante til pille

'Danish Cannabis' er én af de 13 virksomheder, der har søgt om tilladelse til at dyrke medicinsk cannabis.

Dermed kan virksomheden, der ligger på Djursland, i fremtiden komme til at stå for at producere medicinsk cannabis til landets læger.

- Vi tror på, at vi kan lave en slags folkesmertemedicin. Kan man gøre det her rigtigt, og kan man få medicinsk cannabis til at blive det nye smertemiddel uden nogle særlige bivirkninger, så ville det være en fantastisk ting at være med til, siger Lars Tomassen, der er direktør i Dansh Cannabis.

Ambitionen er på sigt at kunne eksportere danskdyrket cannabis til udlandet og at få prisen på cannabis ned.

- I dag koster det måske mellem 2 og 6.000 for en patient om måneden at få medicinsk cannabis, og vi har til målsætning i hvert fald at komme ned på det halve, siger Lars Tomassen.

Og til spørgsmålet om, hvorvidt drivkraften ikke mest af alt er lave en god forretning ud af medicinsk cannabis, siger han:

- Selvfølgelig skal vi også tjene nogle penge, men hvis vi kan være med til at lave folkemedicin ud af et 4.000 år gammelt produkt, så har jeg haft en eller anden betydning her på jorden.

Der afsættes i alt 22 millioner kroner til forsøgsordningen, og efter den fireårige forsøgsperiode afgøres det, om ordningen skal gøres permanent.

Lars Tomassen satser på, at hans virksomhed er klar til at levere den første cannabis næste år.

- Hvis Gud, Lægemiddelstyrelsen, borgmesteren og resten af politikerne vil, er vi klar lige efter sommeren 2018.

Facebook
Twitter