VisitDenmark brugte e-boks til at 'spamme' 270.000 sommerhusejere: Landsforening undrer sig

Datatilsynet er blevet bedt om at undersøge, om VisitDenmark har brudt lovgivningen.

Både sommerhusejere og Rådet for Digital Sikkerhed stiller sig kritiske overfor, at det, de kalder en 'reklamekampagne', er landet i sommerhusejeres e-boks. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

'Vigtig information til dig med sommerhus' er emnefeltet på det brev, der er landet i 270.000 sommerhusejeres e-boks.

Brevet kommer fra statsejede VisitDenmark, som i brevet opfordrer sommerhusejerne til at leje deres bolig ud for at 'holde liv i sommerlandet'.

'Købmanden, bageren og iskiosken vil takke dig', står der blandt andet i brevet, der er sendt ud via Bygnings- og Boligregistret.

Men flere sommerhusejerne undrer sig over, hvorfor opfordringen fra VisitDenmark er landet i deres e-boks.

- Nogle anser det som reklame og dermed som spammail. Vi undrer os over, at man bare kan bruge de her data og bruge e-boks til at sende det her ud, siger Johs Johansen, der er formand for Fritidshusejernes Landsforening.

Det vækker også skepsis hos Henrik Larsen, der er bestyrelsesmedlem hos Rådet for Digital Sikkerhed.

- Jeg synes, det er på kanten. Det er ikke etisk korrekt at bruge det offentliges kommunikationskanaler på den måde. Det her virker som en reklamekampagne, og det er der andre kanaler til, som vil være mere rigtige til den slags.

- Det er nok over stregen

Johs Johansen har fået henvendelser fra flere medlemmer af Fritidshusejernes Landsforening, der synes, det er at gå en tand for langt, og det synes han også selv, det er.

- Vores mavefornemmelse siger, at det nok er over stregen.

Derfor har han på vegne af sine medlemmer bedt Datatilsynet undersøge, om der er sket et brud på datalovgivningen.

- I Danmark har vi stor tillid til de data, myndighederne har om os, og at de bliver brugt på den rette facon. Der er ikke nogen, der havde forestillet sig at BBR-oplysninger (Oplysninger fra Bygnings- og Boligregistret, red.) skulle bruges til at sende reklamer ud, eller at e-boks skulle bruges til reklamer.

Hos Rådet for Digital Sikkerhed mener man ikke, det er i orden at anvende data på den måde.

- Det handler om, at vi skal opretholde borgernes tillid til det offentliges brug og behandling om os, siger Henrik Larsen.

Sender ikke via e-boks igen

Hos VisitDenmark forklarer de, at de har sendt brevet ud med henblik på at oplyse om de skatteregler, der blev vedtaget sidste år, som gør det muligt at tjene 40.900 skattefrit på at leje sit sommerhus ud, hvis udlejningstjenesten indberetter automatisk til Skattemyndighederne.

De beklager overfor de sommerhusejere, der stiller sig kritiske overfor måden, de har distribueret deres meddelelse.

- Vi sender ikke flere breve ud via e-boks. Vi kommer til at oplyse mere gennem Facebook, Google og Youtube i den kommende tid, siger Anders Rosbo, der er kommunikationschef hos VisitDenmark.

Her kan du læse brevet, som hundredetusindvis af sommerhusejere har modtaget.

Her er brevet, som 270.000 sommerhusejere har modtaget.
Facebook
Twitter