VM-fodbold i arbejdstiden? Ja tak: 'Selvfølgelig skal man kunne se kampen, selvom vi er på arbejde'

Danmarks første kamp ved dette VM begynder klokken 14, og det falder derfor sammen med manges skole- eller arbejdstid.

Da Danmark senest var i aktion, blev det til en 2-0-sejr mod Frankrig. Kasper Dolberg (nummer 12) scorede det ene af Danmarks mål. (Foto: © liselotte sabroe, Ritzau Scanpix)

I dag træder Danmark ind i VM-slutrunden i Qatar.

Men tidspunktet er nok ikke ideelt for mange, der enten går i skole eller har et arbejde, der skal passes og derfor karambolerer med kampens startfløjt klokken 14.00.

Men frygt ej, for mange arbejdsgivere og uddannelsesinstitutioner har arrangeret visning af Danmarks kamp mod Tunesien.

En af dem, der har arrangeret storskærmsvisning på arbejdspladsen, er Sportmaster.

Kantinen i kædens hovedkontor i Ballerup bliver forvandlet med storskærm og pynt, fortæller Mads Toudal Larsen, der er sponsoransvarlig i Sportmaster.

- Vi skal have klappere, vi skal have klaphatte, vi skal have rødbedebøffer. Den skal bare have fuld gas, så drengene nede i Qatar ved, at Danmark er fuldstændig klar på en sejr.

Hvordan har I det med, at medarbejderne skal se fodbold i arbejdstiden?

- Vi er en sportsforretning, det er det, vi lever af, så selvfølgelig skal man kunne se kampen, selvom vi er på arbejde, så jeg synes bare, det er fedt, at vi kan gøre det, siger Mads Toudal Larsen.

Mads Toudal Larsen og resten af Sportmaster er klar til at se fodbold klokken 14, når Danmark møder Tunesien. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Også hos madrasvirksomheden Tempur bliver der arrangeret visning af Danmarks første kamp ved VM, fortæller administrerende direktør Mark Reeh Pedersen.

Butikkerne lukker midlertidigt, og så har alle medarbejdere fået en invitation til hovedkontoret i Odense, hvor der vil blive vist fodbold og serveret kage.

- Vi er meget sociale i Tempur, og det giver bedst mening, at vi ser kampen sammen. Alle ved, inklusiv mig selv, at jeg alligevel ville sidde på kontoret og se kampen, så hvorfor ikke mødes allesammen og hygge os omkring det?

- Jeg glæder mig vildt meget. Der er VM hvert fjerde år, så selvfølgelig skal vi bakke op om det, siger Mark Reeh Pedersen.

Skolerne følger samme eksempel

Hos tiendeklassecenteret UCS10 i Skanderborg får alle eleverne fri, så de kan bevæge sig ned i hallen, hvor der er storskærmsvisning af kampen.

Undervisningen bliver afbrudt, så alle 330 elever kan se fodbold, fortæller leder af UCS10 Anders Jepsen.

- Vi gør det fordi, det ligger i skoletiden, og vi kunne stille os modspørgsmålet, hvad der ville ske, hvis vi ikke gjorde det.

- Vi er helt bevidste omkring og har drøftet rigtig meget, særligt de seneste måneder med kritikken og uroen omkring Qatar, at det er et valg, vi foretager. Men når det ligger i skoletiden, og vi har så mange elever, som higer efter gode arrangementer og noget fællesskab, så er det et tiltag, der passer perfekt ind i vores projekt, siger Anders Jepsen.

Han fortæller, at der er enkelte elever, som ikke ønsker at se kampen på grund af det heftigt kritiserede værtsland, Qatar, men de kan blive fritaget.

Men selvom det kommer til at gå ud over undervisningstiden, så synes Anders Jepsen, at det er på sin plads at vise fodbold. Og eleverne glæder sig, fortæller han.

- Vi har en børne- og ungdomsgeneration, som har været gennem rigtig svære år med skolegang hjemme på grund af corona, og nu afløser vi corona med krig lige rundt om hjørnet og miljøproblematikker. Der er mange bekymringer, og vi skal passe på ikke at fodre flere.

- Jeg synes, at vi som skole skal bakke op om sport og fællesskab og håb for fremtiden, siger Anders Jepsen.

Også i KKFO'en ved Skolen på Hannemanns Allé på Amager i København bliver der vist fodbold.

- Vi kommer til at juble, når Danmark vinder.

- Og så skal vi have Danmarkstrøje på, siger Aksel fra 2. klasse.

Men at holde storskærmsarrangement for flere skoleklasser på samme tid stiller også krav til de voksne. En af dem, Hussein Ali Kazem, har høreværn ved hånden, til når jublen bryder løs.

- Børnene er gode, når der bliver scoret, siger Hussein Ali Kazem og griner.

Mens du venter på kampstart i Danmark - Tunesien, kan du give dit bud på, hvem landstræner Kasper Hjulmand skal vælge til startopstillingen: