Flere steder i landet har lastbiler blokeret veje søndag aften.
Vognmænd holder blandt andet parkeret ved den dansk-tyske grænse ved Padborg.
Det fortæller Bjarke Haaning Kristensen, der selv er vognmand og netop er kørt forbi området.
Han anslår, at 3-400 meter af Oksevejen, der går ned til den tyske grænse, er spærret af parkerede lastbiler i begge retninger.
Også ved Københavns Lufthavn forsøger lastbiler at spærre trafikken, oplyser Københavns Politi.
- Vi er lige nu til stede på Amager ved to motorvejstilkørsler mod både Danmark og Sverige tæt på Kastrup Lufthavn, da et antal lastbiler har forsøgt at spærre for trafikken på tilkørslerne. Vi går i dialog med chaufførerne og undersøger nærmere, skriver politikredsen på Twitter.
Blokaderne kommer, efter at der har været varslet protester mod en politisk aftale om kilometer-afgifter på lastbilkørsel.
Regeringen og flere partier har indgået aftale om en afgift for lastbiler, der kører på benzin og diesel. I aftalen skal vognmændene i gennemsnit betale 1,30 kroner per kilometer, de kører, og det har skabt stor vrede.
Også i en rundkørsel ved færgelejet i Helsingør har lastbiler blokeret vejen søndag aften.
Minimum seks lastbiler holdt i rundkørslen i det nordsjællandske og forhindrede biler, der kørte af færgen i at komme hurtigt ud af havneområdet. Lastbilerne er nu kørt fra rundkørslen igen.
Nordsjællands politi oplyser, at de søndag aften fik en anmeldelse om tre lastbiler ved færgelejet i Helsingør.
DR's reporter Elisabeth Thiis var på stedet:
Chauffør: Forfærdeligt med afgifter
Der har tidligere været varslet en stor demonstration mandag, hvor hele det danske vejnet skulle blokeres. Organisationen bag den omfattende protestaktion, Vejskatskomiteen, afblæste dog aktionen i sidste uge.
Alligevel er nogle vognmænd kørt ud her til aften. Aftalerne om det er blevet lavet "mund til mund", siger Jesper Tiedemann, der parkerede sin lastbil i rundkørslen ved Helsingør Havn her til aften.
- Vi synes, det er forfærdeligt med de afgifter, der kommer, siger han i klippet her:
Vicepolitiinspektør hos Københavns Politi Simon Hansen fortæller, at man var bekendt med en demonstration, der var planlagt til mandag, men blev aflyst.
- Men nu undersøger vi så, om den situation, der er lige nu, svarer til en tilsvarende demonstration, siger han til DR.
På flere af lastbilerne, der holder parkeret her til aften flere steder i landet, er der bannere med teksten 'Undskyld, vi blokerer. Vi gør det for din og min fremtid', skriver TV 2.
Politikernes plan er, at afgiften skal træde i kraft 1. januar 2025.