Vold mod bøsser udbredt i København

62 hadeforbrydelser har ramt homoseksuelle i København siden slutningen af juni. Københavns Kommune kalder tallene for toppen af isbjerget.

Halvdelen af de registrerede hadeforbrydelser - eller "hate crimes" - var mod bøsser. (Foto: Uwe Krejci © Scanpix/Corbis)

Sagesløse bøsser får tæsk og svines til af tilfældigt forbipasserende i de københavnske gader og natteliv. På halvanden måned har hovedstaden oplevet 62 tilfælde af de såkaldte "hate crimes" mod homoseksuelle.

Det viser tal fra Københavns Kommune, der har taget initiativ til at registrere diskriminationsproblemer og hate crimes mod mindretal.

Borgere kan nu anonymt fortælle om alt fra chikane og hærværk til verbale overfusninger og grove overfald på hjemmesiden registrerdiskrimination.kk.dk.

Oftest mod unge bøsser

Siden hjemmesiden gik i luften i slutningen af juni, har kommunen registreret 125 hadeforbrydelser. 62 - eller knap halvdelen - har ramt homoseksuelle. Ofrene er typisk mænd i 20'erne.

- Vi ser kun toppen af isbjerget her. Vi tror, at tallet er meget større, siger René Lyngfeldt Skov, fuldmægtig i Københavns Kommune til Ritzau.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (LBL) opfordrer kommunerne til at komme op i omdrejninger:

- De skal analysere tallene: Skal man sætte vagter ind eller få politi til at patruljere? Eller skal man satse på det langsigtede, på information til unge mennesker i skolerne? Det skal de finde ud af, siger Kenneth Engberg, talsperson i LBL.

Går sjældent til politiet

Ofrene anmelder kun sjældent de ubehagelige episoder til politiet. I blot 12 af de 62 tilfælde er de forulempede gået videre med sagen.

- Der er for mange, der møder et ikke-venligt politi, der ikke lever op til den åbenhed, man tror på. Politiet har et imageproblem, siger Kenneth Engberg.

Det synspunkt deler René Lyngfeldt Skov i Københavns Kommune.

- De undersøgelser, vi har set, viser, at det er for omstændeligt at melde hadeforbrydelser til politiet. Ofrene føler ikke rigtigt, at de får noget ud af det. Der er stort set ikke faldet nogle domme, der har med paragraffen om hadeforbrydelser at gøre.

Kommunernes Landsforening har ingen planer om at udbrede registreringerne af hadeforbrydelser til resten af landet, men følger det københavnske hjemmesideprojekt med opmærksomhed.

Facebook
Twitter