Voldelige beboere kan ikke smides ud

Boligforeninger må vente på dom fra politiet, før de kan få en foged til at smide voldelige eller truende beboere ud. Og det ærger både foreninger og naboer.

Erling Nielsen fortæller at han blev truet med en pistol af en beboer, som stadig bor i nærheden. (Foto: DR © DR)

Flere stedet i landet må folk leve med voldelige eller truende naboer gennem flere år.

Gerningsmand og offer kan bo side om side, uden at de uønskede beboere kan smides ud.

For uden en dom eller beviselige overtrædelser af bestemmelserne i beboerforeningen kan man ikke få en foged til at sætte lejeren på gaden.

Truede med pistol

Det ærger Erling Nielsen, som fortæller, at han i to år har levet lige i nærheden af en mand, der har truede ham med en pistol i boligforeningens selskabslokaler.

- Han blev ved med at stå og råbe og skrige, og min kammerat kom så ind og sagde, at han måtte forsvinde, fortæller Erling Nielsen.

Kort tid efter vendte manden, som bor i samme almene boligkvarter i Brøndby som Erling Nielsen, tilbage.

- Han kom over mod mig. Så kunne jeg høre et ladegreb på en pistol, så stak han den op mod halsen på mig, og sagde, at jeg skulle dø nu. Jeg tænkte bare farvel, nu er det farvel.

Meldt til politiet

En af Erling Nielsens kammerater fik vredet pistolen fra manden. Episoden blev derefter meldt til politiet, men i dag, knap to år, efter bor manden stadig i Hallingparken i Brøndby. - Vi handler ved en samme købmand. Det er ikke sjovt. Vi kan mødes, hvornår det skal være, og jeg skal gå rundt og være bange, siger Erling Nielsen, som er sygemeldt.

Kan ikke smide manden ud

Brøndby Boligselskab ville gerne opsige mandens lejekontrakt, fortæller formanden for selskabet, Aksel Borresen.

- Vi skal ikke dømme den beboer, det er ikke vores job. men vi vil have ro og fred i vores boligafdelinger, siger han.

Men så længe manden ikke er dømt, så er der intet at gøre. 22 måneder er der gået. Og ifølge politiet er det endnu ikke lykkedes at få kontakt med manden.

- Vi venter på, at politiet skal trække i arbejdstøjet, få den sag forkyndt og afsluttet, siger Aksel Borresen

Ses også andre steder

Andre boligselskaber har oplevet lignende sager.

I august sidste år kom det frem, at en familie i Helsingør chikanerede naboerne så meget, at de ville flytte væk. Familien kunne blive boende i over et år, mens sagen blev anket.

- Vi ser det desværre flere steder, siger Palle Adamsen, som er formand for Boligselskabernes Landsforening.

- Derfor har vi også peget på, at der behov for at fogedretterne får mulighed for at sætte folk ud af boligerne, ligesom de gør på andre områder.

Justitsministeren nedsatte for over et år siden en arbejdsgruppe, som inden årets udgang skal komme med løsningsforslag.

Facebook
Twitter