Volden er på sit laveste i 40 år

Antallet af danskere, der bliver udsat for vold, er det laveste i 40 år. Til gengæld er volden blevet grovere, viser en rapport.

Færre danskere bliver udsat for vold. Til gengæld er der oftere våben indblandet.

Slag, spark og skub går ud over stadigt færre danskere. I år er cirka en ud af 100 danskere blevet udsat for vold, og det er det laveste antal i de 40 år, man har undersøgt området.

Samtidig er der tegn på, at den resterende vold er blevet grovere, da flere bliver udsat for gruppevold, og der bliver anvendt flere våben, skriver Berlingske Tidende lørdag.

Markant og betydeligt fald

Udviklingen bliver beskrevet i en rapport, der er udarbejdet i samarbejde mellem Københavns Universitet, Justitsministeriet, Det Kriminalpræventive Råd og rigspolitichefen.

- Rapporten dokumenterer, at vi har fået et ret så markant og betydeligt fald i danskernes risiko for at blive udsat for kriminalitet. Det er inden for alle de tre hovedområder, som rapporten især belyser, nemlig tyveri, hærværk og vold. Hver for sig og under ét er der frem til midten af 2010 tale om en faldende tendens, siger professor og kriminolog Flemming Balvig fra Københavns Universitet, der er en af hovedforfatterne.

Facebook
Twitter