Voldsom brand i silo på Aalborg Portland under kontrol

Brandvæsenet er massivt tilstede på Aalborg Portland, hvor det brænder voldsomt. Branden er dog under kontrol.

Der er kraftig brand på Aalborg Portland, som producerer cement. (© DR Nyheder (arkivfoto))

En stor silo på Danmarks eneste cementproducent, Aalborg Portland, brænder kraftigt.

- Da vi landede, så det meget voldsomt ud, men vi er nok der nu, hvor vi kan konstatere, at den er under kontrol selv om det stadig brænder, siger Peter Reinau, vagthavende inspektør hos Beredskabscenter Aalborg.

Omkring 20 personer og seks brandbiler rykkede ud, da alarmen indløb klokken 17:39.

Den cirka 35 meter høje kulmølle leverer energi til en stor rotérovn, som producerer hvid cement. Aalborg Portland er verdens største producent af hvid cement.

Kraftig røg uden fare

- Det er store skader, vi snakker om, men ved at angribe branden oppefra har vi fået den under kontrol. En masse ressourcepersoner gik hårdt til branden, det er ikke sådan lige at slukke en brand i så kompliceret et bygningsværk, siger Peter Reinau.

Branden udviklede til at begynde med kraftig røg, det skyldtes ikke mindst, at branden har ædt sig gennem en masse gummi, der er blevet brugt til at føre kullet rundt i møllen.

- Der var meget kraftig røg, men den har ikke været farlig for beboere i området og er taget kraftigt af nu, siger Peter Reinau.

Facebook
Twitter