Voldsom stigning i brug af elektrochok

Antallet af psykisk syge, der bliver behandlet med elektrochok er steget voldsomt de senere år, selvom det kan påvirke hukommelsen.

Antallet af psykisk syge, der bliver behandlet med elektrochok er steget voldsomt de senere år. I 2003 blev der givet over 15.000 elektrochok - i 2010 var tallet steget til over 20.000.

Men for en del patienter kan behandlingen føre til varigt hukommelsestab.

Kan ikke huske 2009

Det skete for Susanne Jørgensen, der fik elektrochok mod sin depression. Behandlingen fjernede Susanne Jørgensens tungsind, men også store dele af hendes hukommelse.

- Der er noget af 2007 der er væk og noget af 2008. Og 2009 er fuldstændigt væk, siger Susanne Jørgensen til DR.

Hendes søn Daniel Jørgensen mener, at familien har betalt en høj pris for elektrochokket.

- Det er dejligt, at hun er kommet væk fra sine selvmordstanker, men hun kom også væk fra at være den person, hun egentligt var, forklarer han.

Ingen forklaring

Harold A. Sackeim, professor på psykiatrisk institut i New York og en af verdens førende elektrochok-eksperter, vurderer, at op til ti procent at patienterne der får elektrochok oplever alvorlige bivirkninger som varige skader på hukommelsen.

Herhjemme tvivler forskerne på at tallet er så højt, men der er patienter, der klager over store hukommelsestab, siger professor i Psykiatri på Aarhus Universitet, Poul Videbech.

- Der er nogle patienter som beskriver at de har glemsel for ting, som ligger tilbage i deres historie, og det kan være meget ubehageligt, men vi har ikke nogen god forklaring på det, siger han til DR.

I aften klokken 20 viser DR1 dokumentaren "Et stød i hjernen", der for første gang viser en dansk elektrochok behandling.

Facebook
Twitter