Voldsom stigning i sager om sjusk med papir

Antallet af sager om offentlige institutioners lemfældige omgang med borgeres personoplysninger er steget markant.

Det offentlige er nogle store sjuskehoveder med omgangen af borgernes personoplysninger. Datatilsynet skønner, at der for fem år siden var 10-20 sager om året - nu er det tal mangedoblet til omkring 70 sager. (© DR)

Det offentlige er nogle store sjuskehoveder med omgangen af borgernes personoplysninger.

Datatilsynet skønner, at der for fem år siden var 10-20 sager om året - nu er det tal mangedoblet til omkring 70 sager. Og kontorchef i Datatilsynet Lena Andersen understreger, at det blot er toppen af isbjerget. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Der er for mange sikkerhedsbrister

- Det er ikke i orden, at myndighederne har så mange sikkerhedsbrister. Vi har en persondatalov i dette samfund, og den skal vi følge, siger hun.

De seneste måneder har Fyens Stiftstidende afsløret, at Odense Kommune gentagne gange har sendt fortrolige papirer til tilfældige borgere.

- Vi er meget bekymret over de mange brud, og med mange tilfælde, som vi hører om fra Odense, bliver det ekstra alvorligt, siger kontorchef Lena Andersen.

Datatilsynet skrider ind

Datatilsynet forlanger nu, at Odense Kommune laver en redegørelse.

En af de borgere, som har fået sine personlige papirer blottet, er Casper Jensen. I går kunne Fyens Stiftstidende fortælle, at hans cpr-nummer, kontonummer og andre meget personlige oplysninger var sendt fra Odense Kommune til en tilfældig borger.

- Jeg håber på, at kommunen får en over næsen, og at det ikke gentager sig igen, så andre borgere kan føle sig sikre, siger Casper Jensen. Odense Kommune har nu tre uger til at levere en redegørelse til Datatilsynet.

Facebook
Twitter