'Vores fiskeri lukker. Det kan vi ikke komme udenom. Det her var det værste scenarie, vi kunne forestille os'

Ulrik Kølle og sønnerne Mads og Mikkel fanger primært torsk i Østersøen. Efter den nye aftale om torskekvoter frygter de for fremtiden.

Mads Kølle frygter, at der er blevet sat en stopper for fremtiden som fisker. (Foto: Lauritz Emiel Mogensen)

Ulrik Kølle fanger torsk i Østersøen. Det har han i hvert fald gjort indtil videre.

Men nu ser fremtiden usikker ud for ham og hans to sønner, Mads og Mikkel, der sammen har en trawlervirksomhed på Langeland.

De ved nemlig ikke længere, om de kan leve af at fange torsk.

EU's fiskeriministre blev tidligere i dag enige om en ny aftale om fiskekvoter i Østersøen for 2022. Aftalen reducerer torskekvoterne med hele 88 procent, og dermed må der fremover fanges langt færre torsk i Østersøen.

Det sker blandt andet efter, at forskere har peget på, at havmiljøet er blevet så dårligt, at torsken er i fare for helt at forsvinde fra området. Eksperterne fra Det Internationale Havundersøgelsesråd, kaldet ICES, har anbefalet at sænke fiskekvoterne drastisk i 2022 for at beskytte bestandene og havmiljøet.

Hos Ulrik og sønnerne er stemningen dog trykket. Den nye aftale sætter nemlig en stopper for deres trawlervirksomhed.

- Tæppet blev revet væk under os. Det er det, jeg har gjort fra barnsben af. Det er blevet en kultur for os, siger Ulrik Kølle.

- Vores fiskeri lukker. Det kan vi ikke komme udenom. Det her var det værste scenarie, vi kunne forestille os, siger Mads Kølle.

'Det ser ikke lyst ud'

Sammen har de to trawlere. Den ene satte de til salg for godt en måned siden. For selvom aftalen ikke var på plads endnu, vidste de godt, hvilken retning det pegede i.

Mads Kølle har virksomheden Cecilie ApS sammen med faren Ulrik og broren Mikkel. (Foto: Lauritz Emiel Mogensen)

Båden er for lille til at sejle uden for Østersøen, og derfor kan de ikke bruge den til meget, når de ikke kan fange torsk længere.

- Vi satte den til salg i håbet om at få solgt den med det samme, men for mange havde den samme tanke. Jeg aner ikke, hvem der vil købe den nu. Det er et håbløst projekt, siger Mads Kølle.

- Vores primære indtægt ligger i torskefiskeri, så det ser ikke lyst ud. Det gør det ikke, siger Ulrik Kølle.

Hvis ikke båden kan blive solgt, håber de, at der i stedet kommer en kompensationsordning for ophugning af både som følge af den nye aftale. Så båden ikke skal ligge stille i havnen.

Kan I ikke fange andre fisk i området? Som rødspætter eller brislinger?

- Brislinger kan ikke lade sig gøre, fordi ingen fiskere i Østersøen har kvoter til dem. Rødspætter kan man fiske efter, men det er utrolig svært at undgå at fange torsk også. Jeg ved ikke, hvordan vi skal bære os ad, siger Ulrik Kølle.

Ifølge ham er det utrolig svært at styre, hvilke fisk man fanger, når man fisker med trawl, som de gør. De mangler videnskaben til at kunne sortere de fisk, de fanger ved et uheld, fra. Og derfor bliver det vanskeligt at fortsætte med at fiske i Østersøen med de nye torskekvoter.

Det er særligt den vestlige del af Østersøen, der påvirkes af den nye aftale.

Det påvirker også lystfiskerne

Længere mod nord på Langeland driver Nikolaj Østa virksomheden Ibi Bådudlejning, hvor især torsk lokker fiskeglade turister til. Og heller ikke her er aftalen gode nyheder.

For udover torskekvoterne betyder aftalen blandt andet også, at lystfiskere fremover ikke må tage mere end én torsk og én laks med hjem om dagen. En dårlig nyhed, når man lever af turister og lystfiskere.

- Det er en katastrofe. Det er allerede en udfordring i dag, hvor det hedder fem torsk per dag. I perioder, hvor man har måttet fange to eller tre fisk per dag, har der stort set ikke været kunder, siger Nikolaj Østa.

Frygten er, at der må fyres folk eller afgive havnepladser for at holde omkostningerne nede. Eller at Nikolaj Østa helt må dreje nøglen om og sige farvel til de fiskeglade turister.

- Vi er vanvittigt usikre på, om vores forretning kan køre videre på det her grundlag.

Jomfruhummere kan blive redningen

I Bagenkop har nyheden om aftalen spredt sig, og Mads Kølles telefon har "været rødglødende hele dagen."

- Jeg tror, at jeg har fået de første 20 opkald fra folk, der ikke ved, hvad de skal gøre. Eller hvor de står, siger han.

- Det er voksne mænd, der har levet i det hele deres liv. Det er deres livsværk. Det er store mænd, der er grædefærdige.

  • Far og sønner ejer to både sammen. Den største af dem sejler sønnerne i, mens deres far sejler i den mindre båd. (Foto: Lauritz Emiel Mogensen)
  • Bådene er trawlere, som kendetegnes ved, at der trækkes et tragtformet fiskenet efter båden. (Foto: Lauritz Emiel Mogensen)
1 / 2

Hos Kølle-familien forsøger de dog at holde modet oppe og håber, at de kan redde deres virksomhed ved at sejle til Kattegat eller Skagerrak og fiske. Her kan de primært fange jomfruhummere.

- Vi må fiske i Kattegat eller Skagerak. Det er ikke optimalt, men det bliver vi nødt til, siger Ulrik Kølle.

Og selvom det måske kan redde deres virksomhed, frygter han dog for den lokale aktivitet i Bagenkop.

- Næste år er der måske kun fritidsfiskere tilbage. Og om to år er der måske ingen fiskere tilbage overhovedet. Fordi det er så usikkert at investere, siger Ulrik Kølle.

Fiskeriminister Rasmus Prehn, der har været med til nattens forhandlinger, er forstående over for fiskernes frustation.

- Det er et skridt i den rigtige retning for fiskerne, men det er en svær situation. Det er ulykkeligt for fiskerne, at der skal skrues så voldsomt med, som der skal. Men det er af hensyn til havmiljø, og det er af hensyn til bestande.

Overordnet set er han tilfreds med aftalen, som han ser som nødvendig. Ifølge ministeren er der en Østersø-plan på vej med hjælp til fiskerne.

Facebook
Twitter