Vores indlagte bliver yngre og er uvaccinerede, siger overlæger: 'Jeg tror nok, at de ærgrer sig'

Gruppen af personer, der bliver indlagt med covid, har forandret sig.

De indlagte med covid-19 har nu skiftet karakter, fortæller overlæger. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Mere end 60 procent af befolkningen er færdigvaccineret, vi kan igen nyde byturen på den anden side af midnat, og det gode, gamle håndtryk og kærlige kram er på vej tilbage.

Faktisk er der flere steder i Danmark, hvor man kan fristes til at glemme, at vi fortsat har corona i landet.

På landets sygehuse er det dog ikke noget, man lige glemmer.

I alt 101 danskere er nemlig lige nu indlagt. Heraf er 14 indlagt på intensiv og 11 personer i respirator.

Det er dog langt op til de 964 indlagte, vi havde, da tallet toppede den 4. januar.

Samtidig er der sket noget med gruppen af indlagte, der ved pandemiens start ofte var ældre mennesker med andre sygdomme oveni covid-19.

- I forhold til hvem det var før, så er det nu yngre mennesker i begyndelsen af tyverne og op til fyrrerne, siger Gitte Kronborg, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Hvidovre Hospital.

Aldersfordeling af nyindlagte de sidste 7 dage den 13. august. Tal fra Statens Serum Institut.

Aldersfordeling af indlagte set over hele pandemien

Derudover har de indlagte lige nu også en anden fællesnævner, forklarer hun.

- Det er uvaccinerede. Det er ofte yngre, der groft sagt ikke har fået nosset sig sammen til lige at få vaccine, lyder det.

Selvom det nu er deltavarianten, der fører til indlæggelser, så oplever Gitte Kronborg ikke, at sygdomsbilledet for de indlagte har ændret sig. (© JANTZEN)

Det billede bekræfter ledende overlæge og forsker på Aarhus Universitetshospital Lars Østergaard.

- Det er folk, der enten ikke er vaccineret, eller hvor vaccinen af den ene eller anden grund ikke virker så godt, fortæller han, og siger, at han normalt ser indlæggelser i aldersgruppen 40-60 år.

Gitte Kronborg har som overlæge mødt et par af de personer, der ikke har fået "nosset" sig sammen til vaccinen, og så pludselig bliver indlagt med covid-19.

- Det er selvfølgelig meget generaliserende, men jeg tror godt, man kan tillade sig at sige, at de ærgrer sig lidt.

Vi er indlagt i kortere tid

Samtidig er der sket et skifte i, hvor længe de syge er indlagt.

- Patienterne er generelt indlagt i kortere tid. Det kan være helt ned til bare en enkelt dag, lyder det fra Lars Østergaard.

Det samme er meldingen fra Hvidovre.

- Folk er indlagt i kortere tid. Mit indtryk er, at de her yngre patienter typisk er indlagt i to-fem døgn, fordi de ofte er sunde og raske, og så bliver deres lunger også hurtigere raske, siger Gitte Kronborg, der også understreger, at der er nogle indlæggelser, som er væsentligt længere.

Men når vores indlæggelsestid er faldet, så er det sådan set bare et udtryk for, at de folk, der nu bliver indlagt, er nogle andre.

- De yngre var også indlagt i kortere tid før. Det er simpelthen bare, fordi den gruppe, der bliver indlagt, nu er en anden.

Hvilke symptomer bliver de her 20 til 40-årige, der er indlagt i meget få dage, indlagt med?

- Jamen, de vil typisk være meget forpustede og have feber, forklarer Gitte Kronborg og fortsætter:

- Der er nogle, der bliver meget forskrækkede, og tænker "hold da op". Og når vi så får målt på dem, så ser det egentlig meget godt ud, og så kommer de hurtigt ud igen.

Så når vi kigger på tallet af indlæggelser, så er der faktisk en del af tallet, der udgøres af folk, der bliver indlagt, fordi de er lidt overforsigtige?

- Ja, men sådan var det også tidligere. Jeg vil tro, at andelen af den gruppe er den samme, siger Gitte Kronborg.

Har folk valgt vaccinen aktivt fra?

Der er også personer i det danske samfund, der af forskellige årsager aktivt ikke ønsker at modtage vaccinen. Det er dog langt imellem, at Gitte Kronborg møder dem på Hvidovre Hospital.

- Jeg har ikke indtryk af, at den gruppe, der nægter at modtage vaccinen, fylder særligt meget, siger Gitte Kronborg.

For Lars Østergaard er billedet dog ikke helt sådan.

- Vi spørger dem ikke, men det er jo folk, der på den ene eller anden måde har fravalgt vaccinen aktivt eller ikke har været vant til at anvende de sundhedstilbud, der er i Danmark.

Opdateret klokken 22.03 med grafer over indlæggelser og vaccinerede fordelt på aldersgrupper.