Vovet hop fra Storebæltsbro koster ung mand 59.391 kroner i helikopter-regning

Unge mænd får bøder efter at have filmet udspring, der endte med alarmopkald.

Det var på vej fra Fyn mod Sjælland, at en 23-årig mand standsede, gik ud på Storebæltsbroens lavbro og hoppede i havet. Arkivfoto.

Kun iført badebukser gik en 23-årig mand tilbage i september sidste år ud på Storebæltsbroens lavbro og hoppede i havet.

Springet har nu endt med at koste den 23-årige og hans 27-årige ven både bøder og en massiv efterregning, skriver Retten i Svendborg.

- De to tiltalte var på vej fra Fyn mod Sjælland og standsede før Storebæltsbroen. Den ene tiltalte gik iført badebukser op på lavbroen, hvor han i nødsporet gik i retning mod Sjælland, skriver retten.

Ude på broen kravlede den 23-årige over broens rækværk og sprang ned i bølgerne.

- Herefter svømmede han i land. Den anden tiltalte filmede springet efter deres aftale, skriver retten.

Regning for hop ender på 66.891 kroner

Men sagen har altså endt med at koste begge mænd dyrt.

Politiet valgte nemlig at sætte en storstilet redningsaktion i gang, da flere forskrækkede bilister og brovagten alarmerede ordensmagten om en halvnøgen mand på lavbroen.

En redningshelikopter blev tilkaldt, og det er altså denne del af sagen, der er endt med at løbe op i flere tusinde kroner.

Mændene blev ved retten idømt bøder på henholdsvis 5.000 og 2.500 kroner "for ugrundet at have påkaldt sig hjælp" efter straffelovens paragraf 135.

Men samtidig fastslog retten, at mændende også skal betale udgiften til redningshelikopteren på i alt 59.391 kroner.

De tiltalte har erkendt springet og optagelsen, men har over for politiet nægtet, "at de havde forsæt til at påkalde sig hjælp", skriver retten.

Iføgle Geodatastyrelsen har lavbroen under normale forhold en fri gennemsejlingshøjde på omkring 18 meter fra havoverfladen.

Facebook
Twitter