VUC-lærere skriger på efteruddannelse

Kursisterne på VUC er blevet yngre og fagligt svagere end tidligere. Derfor skal lærerne nu på efteruddannelse.

Der er nu efteruddannelse på vej til lærerne på VUC. (Foto: © Colourbox, Colourbox)

Når kursisterne på landets Voksenuddannelsescentre bliver yngre og mindre motiverede, skal lærerne have mere efteruddannelse.

Sådan lyder kravet fra VUC-lærernes forbund, Uddannelsesforbund, efter en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut i dag dokumenterer, at kursisterne på VUC er fagligt dårligere end tidligere.

- Det har altid været VUC's kompetence, at man har haft en voksenuddannelsesprofil. Hvis man nu skal uddanne unge med manglende faglige kvalifikationer, så bliver den opgave, som lærerne skal løfte, ændret. Derfor er der brug for massiv opkvalificering, siger Hanne Pontoppidan,

Ønsket bliver imødekommet

Hun forklarer, at lærerne har svært ved at løse de sociale og personlige problemer, som mange af kursisterne kommer med, når de også skal stå for undervisningen.

Ønsket om efteruddannelse bliver mødet med forståelse og accept fra Lederforeningen for VUC.

- Jeg kan godt forstå, at de efterspørger mere uddannelse, og det kommer. Jeg tager også ønsket som udtryk for lærernes store engagement. Det har vi rammerne og mulighederne for, så det skal vi nok nå i mål med, siger Hans Jørgen Hansen formand for lederforeningen til DR Nyheder.

Lærerne glæder sig

Udmeldingen glæder lærerne, som mener, at det er på høje tid.

- Jeg er glad for, at man nu vil prioritere efteruddannelse. Der er i flere år ikke sket en tilstrækkelig grad af efteruddannelse, så nu glæder jeg mig bare til at se det ske, siger Hanne Pontoppidan.

Undersøgelsen viser, at kursisterne motiveres særligt af en undervisning, som er varieret, og hvor der indgår faglige aktiviteter med legende eller fysiske elementer.