Vuggestuepædagog gav op

Flere vuggestuepædagoger og forældre til vuggestuebørn reagerer skarpt på en afhandling der konkluderer, at pædagogerne svigter de mindste.

Flere vuggestuepædagoger og forældre til vuggestuebørn reagerer skarpt på en afhandling der konkluderer, at pædagogerne svigter de mindste. (© Colourbox)

Efter 25 år som vuggestuepædagog stoppede Gitte Ridderhaugen i faget for et par år siden.

- Efter at jeg ofte gik hjem fra arbejde, med en samvittighed der sagde mig, at det kunne jeg under andre- og bedre, omstændigheder, ha´gjort bedre, følte jeg, at jeg ikke længere kunne forsvare min egen pædagogiske indsats, og stoppede, skriver hun på DR Nyheders hjemmeside.

For nemt at klandre ledelsen

Gitte Ridderhaugen genkender konklusionerne på ny ph.d.-afhandling der blandt andet viser, at pædagogerne i landets vuggestuer svigter de mindste.

Hun opfordrer blandt andet til selvransagelse blandt pædagogerne.

- Det er for nemt at tørre det af på ledelsen! Kan vi ikke for en gangs skyld lade være med at fare i selvforsvar lige med det samme, skriver Gitte Ridderhaugen.

Trine Hougaard der har arbejdet som medhjælper og vikar i flere vuggestuer, både i København og Århus skriver.

- Jeg er i flere tilfælde gået hjem fra arbejde og været helt tung om hjertet. Jeg vil aldrig sende mine egne børn i vuggestue, men helt sikkert vælge dagpleje (hvor jeg også har arbejdet), skriver Trine Hougaard.

Pas på med at dømme alle pædagoger

En mor til børn der går i vuggestue, Annette Blaaberg, er dog bange for at diskussionen om tilstanden i landets vuggestuer tager en forkert drejning.

- Der skal nok være dårlige vuggestuer og uengagerede pædagoger derude. Ligesom der er elendige aviser og inkompetente tandlæger osv. Men pas på med at skære alle over en kam.

- Husk også at anerkende det gode arbejde! Skriver Annette Blaabjerg på DR Nyheders hjemmeside.

Facebook
Twitter